LØSNING: Landbrugsudvalget er dog ikke Anne E. Jensens første-prioritet. Hun regner med at fortsætte i EU's budgetudvalg
Ærgerligt ingen med landbrugsbaggrund kom i Europa-Parlamentet, lyder det fra Anne E. Jensen (V).
I modsætning til de to kandidater med landbrugsbaggrund Bent Claudi Lassen (V) og Christian Wedell-Neergaard, er hun nu klar til en valgperiode i parlamenterne i Bruxelles og Strassbourg. Det er tredje valgperiode for den 57-årige politiker, der nyder stor opbakning i Sønderjylland.
En opbakning der blandt andet har fået Bent Claudi Lassen til at foreslå, at hun burde gå efter en plads i parlamentets landbrugsudvalg, da hun nyder så stor opbakning i de sønderjyske landkredse. Umiddelbart er hun dog ikke interesseret.
- Jeg regner med at fortsætte i budgetudvalget, og her får jeg da en vis indflydelse på landbruget. Efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse, skal man finde ud af på hvilke områder, som parlamentet har indflydelse på landbrugspolitikken. Det er nemlig ikke endeligt fastlagt. Her er det helt givet, at parlamentet vil bruge budgetmyndigheden som våben i at få mere indflydelse, siger Anne E. Jensen.
Nu må vi drøfte det
Hun afviser dog ikke, at hun eller en af de øvrige to parlamentarikere fra Venstre, Jens Rohde og Morten Løkkegaard, kommer til at sidde i landbrugsudvalget. Det kan for eksempel godt være, at politikerne kan sidde i flere udvalg.
- Vi må overveje, hvad der er den optimale måde at gøre det på. Vi har ikke drøftet det endnu. Jeg har tidligere siddet i tre udvalg, så det kan være en mulighed, men det er klart, så kan man ikke gå ind og køre det så tæt, som Niels Busk har gjort det, siger Anne E. Jensen.
Venstremanden, med de dybe rødder i landbruget, Niels Busk, har siddet 10 år i landbrugsudvalget, og de sidste fem år, har han været leder i den liberale gruppe i udvalget.
Nye folk
Anne E. Jensen fortæller, at der vil blive meget arbejde i det nye landbrugsudvalg for nye parlamentarikere. Mange af de stærke personer er nemlig skiftet ud, så det bliver et udvalg med mange nye ansigter.
- Det ville være godt at have en dansker siddende der. Det er af betydning, understreger Anne E. Jensen.
For hende vil den næstbedste løsning være at finde en allieret fra et andet land, der vil nogenlunde det samme som danskerne.
- Vi må se på, hvordan vi kan få maksimeret vores indflydelse, og alligevel være sikker på at være en stemme for dansk landbrug, siger hun.