DC Afregning kommer aldrig ud af ni-punkts-planen

BESPARELSER: Masser af debat på Danish Crowns dialogmøde i torsdags om DC Afregning, fortæller kommunikationsdirektør Anne Villemoes.

550 svineproducenter var mødt op, da Danish Crown torsdag aften holdt det første dialogmøde i Kolding. Et for et blev hvert punkt i den berømte ni-punkts-plan gennemgået, og der var mulighed for at stille spørgsmål, fortæller kommunikationsdirektør i Danish Crown, Anne Villemoes.

Det gør hun fordi, at pressen var nægtet adgang til det store møde. Et af de punkter punkter, som det var ventet, at der ville komme meget diskussion ud af, var afregningsmodellen DC Afregning.

- Der er nogen, der siger, at de er helt med på ni-punkts-planen, men det punkt med DC Afregning skal ud. Sådan var det også i går (torsdags.red). Men der er vi nødt til at forholde os til, at der var en massiv opbakning til den samlede ni-punkts-plan på repræsentantskabsmødet, med 174 for og kun 23 imod, siger Anne Villemoes.

Hun fortæller, at formålet med møderne da heller ikke er, at man vil ændre på ni-punkts-planen.

- Det er ikke sådan, at man kan pille et punkt ud. Alle punkter er nødvendige, hvis vi skal nå det mål i besparelserne, som vi har sat os. Forudsætningen for at nå det er, at hele ni-punktsplanen bliver gennemført, siger Anne Villemoes.

Læs også