VENDING: Tønder, der sidste år blev udråbt til at være en af landets dårligste til at behandle miljøsager, er i øjeblikket gang med 132 »tunge« landbrugssager.
- Vi er godt på vej til at nå målet om en ventetid på cirka to måneder ved årets udgang, oplyser udvalgsformand for teknik og miljø i Tønder Kommune, Hans L. Hansen (V) i en pressemeddelelse.
Dermed er Tønder Kommune godt på vej ud af den suppedas, som kommunen befandt sig i sidste år. Her lå kommunen i den absolutte bund, og var blandt de allerdårligste til at behandle miljøsagerne.
I øjeblikket er i alt 146 landbrugssager dog lige nu ved at blive behandlet hos Tønder Kommune. Heraf hører de 132, ifølge kommunen selv, til i kategorien »tunge« sager. Ventelisten for disse sager er samtidig nået ned på 38, så kommunen er godt på vej til at nå såvel mål som delmål.
- Vi følger altså den strategi, der blev lagt for nogle måneder siden, og det er meget tilfredsstillende, siger Hans L. Hansen.
Tilfredsstillende
Landmand Christian Friis, der driver en slagtesvineproduktion i Tønder, er også tilfreds med, at der nu ser ud til at være kommet gang i sagerne i den før så udskældte kommune. Selv har han i øjeblikket ingen miljøsager, der ligger at venter, men han har kendskab til flere af kolleger i området, der har ventet meget længe på at få deres sager igennem.
- Det er rigtigt positivt, at man har taget konsekvensen og få gjort noget ved det, men jeg klapper ikke i hænderne i endnu, før at alle sagerne har været igennem, siger Christian Friis, der har sat sig ind i sagerne, da han udover at være landmand, også vil forsøge sig at komme i byrådet i Tønder til november måneds kommunalvalg for Venstre.
Christian Friis fortæller, at to måneders ventetid på sagerne vil være utroligt fint, men at han som landmand sagtens kan leve med det, hvis det er tre måneder.
Politianmeldelser
Det er dog ikke alt, der er fryd og gammen i Tønder Kommune.
Kommunen har nemlig i enkelte tilfælde set sig nødsaget til at politianmelde de landmænd, der ikke har haft tålmodighed til at vente på den kommunale behandling af deres ansøgninger. De er derfor gået i gang – enten med nybyggeri eller et øget dyrehold – inden den nødvendige tilladelse var på plads.
- Det drejer sig kun om ganske få sager, men vi må nødvendigvis skride til anmeldelse, når vi opdager noget, der er så ulovligt at det springer i øjnene, fortæller Hans L. Hansen.
For Christian Friis er den handling dog direkte uacceptabel.
- Man skal jo tænke på, at baggrunden for, at de er startet op, det kan jo være, at de har haft 2,5-3 års ventetid. Så lang ventetid er jo fuldstændig uholdbar, og det kan jo betyde liv eller død for de her landbrug, siger han.