Sådan provokerede landmand Esper Goul Jensen de cirka 80 fremmødte dyrlæger ved Boehringer Ingelheim Vetmedicas symposium om svinesektorens fremtid på Sjælland. Man skulle tro, at dyrlægerne stadig var gift med medicinalfirmaerne, mente han.
Ifølge landmand Esper Goul Jensen, direktør i Goul A/S, er svinebranchens tre største udfordringer, at få dyrlægernes pris ned, at få medicinpriserne ned og at få bankernes priser ned.
- Det kommer nok ikke sådan lige til at ske, sagde Esper Goul Jensen, men så kan man da prøve at lave gode aftaler med de forskellige, og dermed spare noget.
Generelt set bør man kigge på sit management, hvis man har problemer i sin svineproduktion, for her løser dyrlægerne ingen problemer.
- Dyrlægerne flakker, synes jeg. De kommer og fylder medicinskabet op og giver en mængde instruktioner, men glemmer at følge op på de grise, der blev tilset ved sidste besøg, og på den måde lærer vi ikke at vores erfaringer, sagde Esper Goul Jensen.
- Ind imellem skulle man faktisk tro, at dyrlægerne stadig var gift med medicinalfirmaerne, med den iver de lægger for dagen, når det gælder om at fylde vores medicinskabe op, tilføjede han med et grin.
Management er vejen frem
Esper Goul Jensen lagde stor vægt på, at det vigtigste i et godt svinehold er management.
- Hos Goul A/S har vi det set-up, at dem der er gode til at passe grise, de gør dét. De skal ikke reparere ting, der går i stykker, for det er ikke deres kompetence, og så må andre gøre dette, sagde han.
Derudover er det vigtigt, at man rent faktisk har råd til de investeringer man foretager.
- Glem alt om det der dillerdaller med fire fine toiletter til dyrlægen kommer på besøg. Byg i stedet dét der er nødvendigt, og spar på alt det løse, sagde Esper Goul Jensen.
Andelsbevægelsen er ikke skarp nok
Afslutningsvis kommenterede han på andelsbevægelsen:
- Alle landmænd bør rykkes ud af bestyrelserne, for de er simpelthen ikke dygtige nok, og så skal vi have professionelle folk ind i stedet, og så kan landmændene sidde som observatører i stedet for, sagde han.