Gennem mange år, har svineproducenterne kastreret hangrisene, som den primære metode til at undgå ornelugt og afsmag i kødet. Selvom det ikke mindsker risikoen for afsmag i kødet 100 procent, er det derved muligt at sælge kød fra orner rutinemæssigt, dog med undtagelse af enkelte asiatiske markeder.

Metoden har dog en række ulemper i forhold til produktionstab som følge af infektion, reduceret foderudnyttelse og mere fedt i forhold til ikke-kastrerede orner, men ifølge ThePigSite.com, skulle der nu være ny teknologi på vej, der løser disse problemer.

Vaccine
Som det første europæiske land lancerer Schweiz nu en vaccine til forebyggelse af ornelugt og bismag.

Den nye teknologi er netop blevet godkendt af de schweiziske myndigheder, hvilket betyder, at landets svineproducenter som de første i Europa får mulighed for at anvende vaccine som alternativ til kastration af smågrise.

Selvom vaccinen er ny i Europa, er det dog en metode, der har været anvendt i mere end ti andre lande verden over. Lanceringen i Schweiz kommer på baggrund af et forestående forbud mod den nuværende praksis med fysisk kastration.

Vaccinen Improvac produceres af firmaet Pfizer Animal Health og virker på den måde, at det midlertidigt får grisens eget immunsystem til at blokere funktionen i testiklerne og dermed reducerer mængden af de stoffer, der giver en bismag af orne i kødet.

Fremskridt
Firmaet Pfizer Animal Health markedsfører deres vaccine Improvac som et godt gennemprøvet produkt, der er et stort fremskridt inden for svineproduktionen.

Vaccinen har også allerede været anvendt i Australien i ti år, og undersøgelser har vist, at de vaccinerede grise har en bedre foderudnyttelse og en slankere krop.

Med de høje foderpriser og et samtidigt stigende pres fra dyrevelfærdsorganisationer, er Improvac måske et godt alternativ til fysisk kastrering.