Fårebesætningerne på Lolland og Falster er de første dyr i Danmark til at modtage bluetongue-vaccinen. Det skyldes en dyrlæge, som går op i symbolske handlinger.
En kold oktoberdag i 2007 ringede Inga Stamphøjs telefon. Det var landmand Niels Skaaning, som gerne ville have hende til at komme forbi. Han havde et får, der savlede mærkeligt.
Inga Stamphøj hoppede i bilen og kørte til Niels og Anni Skaanings gård ved Sakskøbing på Lolland.
- Jeg kunne konstatere, at det var noget jeg aldrig havde set før, så vi tog en blodprøve og det viste sig jo så at være bluetongue, fortæller Inga Stamphøj.
Symbolsk første stik
Dermed blev det første tilfælde af sygdommen i Danmark dokumenteret. Og det er netop derfor, at Inga Stamphøj ringede direkte til Dianova, så snart hun hørte, at de første doser vaccine var på vej og lavede en aftale om at afhente vaccinen, ved første mulighed.
Dianova modtager vaccinen i Danmark og videredistribuerer den til RYK og Viking Genetics, hos hvem dyrlæger og vaccineringsformænd så kan afhente de mængder, de skal bruge.
Onsdag morgen klokken 08.00 havde dyrlægen titusinde doser. Omkring middag samme dag blev Anni og Niels Skaanings 300 får vaccineret.
- Det er symbolikken i, at den første besætning, som bliver vaccineret, er den hvor sygdommen blev fundet, der er vigtig, forklarer Inga Stamphøj.
Aflyste ferien
Der ligger et stort arbejde forude, og jo hurtigere det går med at få vaccineret, desto bedre. Det er nemlig inden for de næste 14 dage, at mitterne begynder at flyve for alvor.
- Hver dag tæller nu, så det er bare om at komme i gang, siger dyrlægen.
Og det mener hun. Hun og hendes mand, fåreavler David Wooton, havde planlagt ferie til Sydengland med familien, men den er aflyst for hendes vedkommende. Der skal vaccineres.
- Jeg bliver hjemme, og så klør vi på fra morgen til aften, og på fredag regner jeg med, at vi har vaccineret rigtig mange dyr.
Inga Stamphøj har delt ud af sine titusinde doser til kollegerne, så vaccinationskampagnen er i fuld gang i hele området. Det meget arbejde generer hende ikke.
- Det er fedt, siger hun, slår ud med armene og vender ansigtet op i mod solen og den skyfri himmel.
- Så længe det ikke regner, er det da bedre end at stå inde i et slagtehus hele dagen.