Forebyg mod fedtede hvalpe nu

(EFFEKTIVT LANDBRUG) Et skræddersyet fodertilskud til mink minimerer risikoen for fedtede hvalpe. Gevinsten er færre behandlinger mod diarré og mindre arbejde.

Forestil dig en appelsin, hvor du skræller den orange yderskal af. Yderskallen blander du i foderet til eksempelvis mink, og når foderet passerer gennem tarmen, svarer yderskallens konsistens nøjagtigt til tarmvæggen, men smager meget bedre. Det betyder, at sygdomsfremkaldende bakterier kaster sig over den velsmagende yderskal frem for tarmvæggen. Det uheldige for bakterierne er bare, at de dør, så snart de æder af yderskallen. De passerer derfor gennem fordøjelsessystemet uden at gøre skade.

Sådan fungerer i store træk det specielle tilskudsfoder, BJ Fur, som BJ Agro har fået fremstillet til mink, og som minkavlere med stor fordel kan give deres tæver netop nu. Det er dog ikke yderskallen fra en appelsin, men derimod yderskallen fra en bestemt gærcelle, som findes i produktet Bio-Mos, som har den positive effekt.

Ud over Bio-Mos indeholder blandingen organisk zink (Bioplex Zink) og organisk selen (Sel-Plex). Alle ingredienser er udviklet og produceret af firmaet Alltech.

Bjarne Steiner fra BJ Agro har efter devisen forebygge frem for at helbrede, fokuseret på at lave et sundt miljø inde i minktæven op til fødslen, så hvalpen kommer ud i et rent miljø. I 2006 mikser han BJ Fur ud fra tre af Alltechs produkter, der alle er naturlige produkter.

Minkavler Jens Rønnow, Holsted, er den første, der tester BJ Fur.

- Normalt har fem procent af vores 800 årlige kuld fedtede hvalpe. Nogle avlere har ingen, mens andre er oppe på det dobbelte. Det betyder, at vi efter en resistensbestemmelse må ud i en behandling med antibiotika, siger Jens Rønnow.

Men trods behandling, dør der i gennemsnit en hvalp fra hvert kuld med fedtede hvalpe.

- For os er der et tab på cirka 175 kroner hver gang vi mister en hvalp, siger Jens Rønnov.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug fredag 25. april.

Læs også