(EFFEKTIVT LANDBRUG) PLAN FOR 2008: De fynske sukkerroedyrkere vil blive holdt orienteret om fragtmulighederne forud for den kommende kvotebørs.
Bestyrelsesformanden for Roetransport Assens, driftsleder Henrik Terp, Sanderumgaard ved Odense, ærgrer sig over, at det svenske rederi Scantug AB ikke tidsnok fik de rigtige pramme frem til kampagnestart. Prammene skal transportere fynske sukkerroer til sukkerfabrikken i Nakskov.
- Men jeg kan forsikre dyrkerne om, at det ikke kommer til at koste dem ekstra, at vi har måttet klare den første ladning af sukkerroer med et andet skib, siger han.
Her til morgen ankommer den første skibsladning fynske sukkerroer til havnen i Nakskov, hvorfra de skal transporteres den korte vej til fabrikken i den lollandske havneby.
Informationer
Hvorvidt sukkerroetransporten fra Fyn til Nakskov vil fortsætte i årene fremover, tør Henrik Terp ikke spå om.
- Der skal træffes mange beslutninger i den kommende tid. For det første blev vi meget glade for den store tilslutning, der var til projektet med at sejle roerne fra Fyn til Nakskov. Når der engang i den kommende tid indkaldes til et møde om den såkaldte kvotebørs for sukkerkvoter, er det vigtigt for dyrkerne at vide, hvilke muligheder vi fra Roetransport Assens kan tilbyde de fynske sukkerroedyrkere.
- Jeg kan helt sikkert love de fynske sukkerroedyrkere, at vi forud for kvotebørsen vil stille os til rådighed med så mange oplysninger som det er os muligt, så man kan træffe sine beslutninger på et ordentligt grundlag, siger Henrik Terp.
Læs mere om roekampagnen i Effektivt Landbrug onsdag.