Første mark høstet på ØØ

(EFFEKTIVT LANDBRUG) HØST-TOUR: Den første hele mark med stivbladet svingel er i hus på Østlige Øer. Hvis vejret tillader det, ryger den første vinterbyg inden en uge.

Høsten er om ikke i fuld gang, så i hvert fald i gang på Østlige Øer. I fredags blev den første mark færdighøstet i regionen. Det skete da Svend Olsen, Ålstrup ved Søllested, fik 14 ha stivbladet svingel i hus. Konklusionen er, at det ikke er den bedste høst men trods alt bedre end sidste år.

- Blæsevejret er ikke godt med hensyn til dryssespild, så det kunne have været bedre, fortæller Svend Olsen, der høstede fire-fem dage tidligere end sidste år.

Udbyttet ligger på 1.200 kg pr. ha hvilket er cirka fem procent bedre end sidste år.

Svend Olsen mangler stadig at høste engrapgræs, hvidkløver og raps. Sidstnævnte er klar til skårlægning, men det våde vejr har gjort det umuligt at køre i rapsen.

Mere generelt, oplyser frøavlskonsulent ved DLF-Trifolium i Nørre Alslev Jens-Olav Høst Hansen, at meget af de lange fodertyper af engrapgræs, der spilder ved blæst, er skårlagt. De korte typer er ikke skårlagt, men det kan blive nødvendigt på grund af den megen nedbør.

- Landmændene venter bare på tørvejr, så de skårlagte marker kan blive høstet, siger Jens-Olav Høst Hansen.

De første kornmarker er også snart høstklare.

- Som vejrudsigten ser ud nu, så tror jeg, at den første vinterbyg er klar om en uges tid (på mandag, red.), spår agronom ved DLG Qvade Andreas Østergaard.

Afdelingsleder for DLF-Trifoliums Region Bornholm Thomas Jørgensen oplyser, at der endnu ikke sker det store på regnvejrøen.

- Det er ikke nemt, når der nærmest falder 10 millimeter hver anden dag. Vi trænger gevaldigt til høstvejr, fortæller Thomas Jørgensen, og vurderer, at den første engsvingel og rajgræs bliver høstet i weekenden eller starten af næste uge.

Mellem Korsør og Slagelse blev der i sidste uge høstet engsvingel indeholdende 20 procent vand, oplyser planteavlskonsulent Lars Klausen, Agrovi. Hvis tørvejret snart sætter ind, er vinterbyggen klar til høst i næste uge.

Læs også