Prisen på jord stiger stadig i Østjylland
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Ved Tørring mellem Vejle og Horsens er der netop solgt en landbrugsejendom, hvor prisen var 225.000 kroner pr. hektar jord. Sidste år kostede jorden i området cirka 145.000 kroner pr. hektar. - Vi er klemt, siger den lokale landboforeningsformand.
Prisen på landbrugsjord slår nye rekorder ved Tørring i Østjylland. For lidt over et år siden kostede en hektar landbrugsjord 145.000 kroner. Nu er der netop solgt en ejendom, hvor prisen pr. hektar blev 225.000 kroner. Det svarer i det konkrete tilfælde til en prisstigning på mere end 55 procent.
Formanden for Østjysk Landboforening, Svend Nielsen, er ikke overrasket:
- Vi er klemt. Især på grund af det store indtag af jord her i området til henholdsvis veje, boliger og industri samt golfbaner, ikke at forglemme, forklarer Svend Nielsen.
Efter formandens opfattelse er der heller ikke noget, der tyder på, at priserne på landbrugsjord er på vej ned.
- Hvis priserne på jord skal ned, så skal forbindelsen mellem jord og husdyrproduktion afkobles. Når vi har en lov, der kræver omkring 1,7 dyreenhed pr. hektar - afhængigt af om der er tale om svin, kvæg eller mink - vil jordpriserne blive derefter.
- Vi er nødt til at arbejde for at få afkoblet harmonikravet, fastslår Svend Nielsen, som også er bekymret for de unge landmænd. - De høje priser rammer særligt de unge, der vil etablere sig.
Formanden for Østjysk Landboforening deler ikke fødevareministerens optimisme efter ændringer i landbrugsloven, der trådte i kraft den 2. december. Dengang sagde Hans Chr. Schmidt (V), at de nye regler for husdyrhold og arealkrav »forhåbentlig vil mindske efterspørgslen efter landbrugsjord, så vi kan få taget toppen af priserne (...) hvilket vil gøre livet lettere for unge landmænd«.
- Vi skal jo stadigvæk bruge den samme mængde jord, siger Svend Nielsen, som dog ser det lysne en smule i horisonten, hvis det kunne lykkes med gylleseparering eller hvis man kunne få lov at afbrænde gyllen.
- Men det er en kamp op ad bakke, beklager formanden, som efterlyser større politisk opbakning til de projekter, som eksempelvis Maabjerg værket, der arbejder på alternative anvendelser af gyllen.