Østjysk Landboforening en kendsgerning

(EFFEKTIVT LANDBRUG) Der var massiv opbakning, da Højderyggens Landboforening og Horsens Landbrugsforening på torsdag aftens generalforsamlinger sagde ja til en fusion.

Opbakningen var stor, da Højderyggens Landboforening og Horsens Landbrugsforening den 16. marts fusionerede og stiftede Østjysk Landboforening med godt 1000 aktive medlemmer.

De to landboforeninger holdt begge deres generalforsamling på Hotel Pejsegården i Brædstrup. Begge steder blev bestyrelsens forslag om fusion vedtaget med stort flertal, og hen på aftenen kunne endnu en generalforsamling således indledes, nemlig den stiftende generalforsamling i Østjysk Landboforening.

I Horsens Landbrugsforening var der 57 ja-stemmer, tre der stemte nej samt to blanke stemmesedler. I Højderyggens Landboforening var der 62, der stemte ja, 13 nej-stemmer og én enkelt, der stemte blankt.

De to formænd, Jens Ravn fra Højderyggens Landboforening og Svend Nielsen, Horsens Landbrugsforening, var godt tilfredse med aftenens forløb og resultat. De mener begge, at landmændene vil stå stærkere rent fagpolitisk med én stor forening.

- Kommunalreformen har gjort, at bestyrelsen ser vores mulighed for indflydelse svækkes, og derfor ønsker vi en anden platform, hvorfra vi kan udføre vores politiske arbejde. Vi har været enige i bestyrelsen om at fremsætte fusionsforslaget. Vi ser fusionen som vejen til fortsat at sikre maksimal indflydelse for landmændene, siger Jens Ravn i en pressemeddelelse.

Svend Nielsen påpegede, at det ikke er nogen skam at nedlægge en gammel forening på 144 år, hvis den har tjent sit formål godt.

- Vi tror i bestyrelsen på, at vi bedre kan opfylde medlemmernes behov både politisk og organisatorisk i en ny og større forening. Hvis den kommer godt fra start og opfører sig ordentligt, vil den blive den forening, som andre vil vælge at slutte sig til, næste gang der skal ske fusioner i det østjyske område, sagde Svend Nielsen i pressemeddelelsen.

Jens Ravn ønskede ikke valg til den nye bestyrelse, men det kom ikke som nogen overraskelse, da han allerede i september havde meldt ud, at han stoppede som formand.

- Jeg har selv foreslået fusionen ud fra nogle fagpolitiske argumenter, og jeg var stoppet, lige meget om den var blevet til noget eller ej, siger Jens Ravn til Effektivt Landbrug.

Den 35-årige eksformand har de seneste 13 år siddet i bestyrelsen for Højderyggens Landboforening, de seneste seks år som formand, men nu skal der gøres plads til nye kræfter.

- Jeg har været med i mange år, men jeg vil ikke blokere for, at der kommer nye folk på posterne, siger Jens Ravn, der også begrunder sit farvel med personlige årsager.

- Jeg har haft temmelig meget at se til ved siden af, så det er tid til at være lidt bedre ved sig selv, og selv om jeg nyder alle mine opgaver, så er det sværere at nyde dem, hvis der er alt for mange, siger Jens Ravn, der udover sin malkekvægsbedrift også har vurderingsarbejde for DLR Kredit.

Bestyrelsen har endnu ikke konstitueret sig, så offentliggørelsen af navnet på den nye forenings formand må vente endnu et stykke tid, men følgende blev valgt til bestyrelsen for den nystiftede forening:

Finn Schmidt, Svend Nielsen, Hans Peter Christensen, Karl Christiansen, Helle Hudecek, Torben Jensen, Lars Knudsen, Uffe Bie, Søren Mortensen, Finn Pedersen, Jeppe Mouritsen, Flemming Andersen, Henrik Graversen, Per Bregendal, Find Rasmussen.

Læs også