(EFFEKTIVT LANDBRUG) Det betragtes som et gennembrud på det økologiske mælkemarked, at Arla har fået en trecifret millionordre i hus om eksport af mælk og smør til den tyske discountgigant Lidl.
En kontrakt på private label-mælk til Lidl i Danmark har åbnet døren til stor en aftale i Tyskland hos en af verdens største discountkæder. Arla har netop fået en aftale i hus med den tyske discountkæde om at levere både økologisk mælk og smør.
- Omsætningsmæssigt er den nye aftale på et trecifret millionbeløb, siger Tim Ørting Jørgensen, der er divisionsdirektør hos Arla til Politiken.
Han vil ikke afsløre, hvor mange millioner liter aftalen drejer sig om, men Arla skal dels levere øko-sødmælk fra Hobro Mejericenter til Lidl’s 19 nordtyske lagre, dels øko-smør fra Holstebro Mejeri til alle cirka 3.500 butikker i Tyskland. Dermed er Arla nu inde i Lidl-butikker i Danmark, Sverige, Finland og Tyskland.
- Efter Lidls debut på det danske marked i august sidste år, har vi haft et godt samarbejde og diskuteret mulighederne for også at levere frisk mælk til Lidl’s tyske butikker. Kæden har nu inviteret os til at gå ind på markedet, og det er endnu et skridt i retning af et udvidet samarbejde med en af de hurtigst voksende discountkæder i Europa, siger direktør i Division Danmark Tim Ørting Jørgensen i en pressemeddelelse.
Dermed er det ikke blot første gang, at dansk mælk i større mængder flyder over grænsen til Tyskland. Det er også et gennembrud for den danske økologiske produktion, der har været så omfattende, at godt og vel 60 procent af den ikke kunne sælges som økologi og derfor blev anvendt til andre mejeriprodukter.
Aftalen betyder således, at Arla er godt på vej til at udnytte de 347 millioner kilo økologisk mælk, som selskabet indvejer i Danmark, til øko-produkter.
- Det glæder os utroligt meget, at vi nu kan udnytte den økologiske mælk bedre, siger økologisk andelshaver Peter Cæsar Bak, der sidder i Arlas økosamarbejdsudvalg.
Også hos Torben Sønderby, der har 120 økologiske køer på et landbrug i Grønbjerg syd for Holstebro, er der glæde over, at den økologiske mælk nu ikke længere skal sælges som konventionel mælk.
- Det var vi kede af, og det glæder os, at Arla har fået en kontrakt, så den økologiske produktion bliver udnyttet bedre, siger Torben Sønderby til Politiken.
Det er første gang, at Arla leverer økologiske produkter i store mængder til det tyske marked. Efter mange års manglende interesse ser det nu ud til, at flere tyske forbrugere vælger økologi.