Blå oste til et broget marked

(LANDBRUG FYN) SPECIALOST: Hårby Mejeri producerer oste til det etniske marked i Nordeuropa og USA. Feta og danablu i forskellige udgaver.

Kvalitet før kvantitet. Det er mottoet for Jørgen Hoff, mejerichef på Hårby Mejeri. Derfor lægger han også stor vægt på, at råvaren er i orden.

- Jeg kan bedst lide at lave ost af den fede, fynske mælk. Så råvaren skal være fra fynske landmænd, siger den unge mejerichef, der får leveret 10 millioner kilo mælk om året fra Ørbæk Mejeri.

Mejeriet forvandler den hvide væske til 1500 tons ost - feta og danablu. Og det med kvaliteten er andet end tomme ord.

- Sidste år endte vores danablu på en andenplads ud af 11 bedømmelser - kun 0,10 point efter Bornholms Andelsmejeri, der har ligget i toppen af danablu-elite de sidste fem år, fortæller Jørgen Hoff og tilføjer, at det altid er sjovest at starte noget op, når man kan blande sig i toppen af kvalitetskampen.

Det står nu heller ikke så dårligt til med kvantiteten, selv om den ikke vægtes lige så højt af mejerichefen, der ejer 20 procent af mejeriet. Resten – de 80 procent – ejes af handelsselskabet Kirkeby Cheese Export i Svendborg, der ved investeringen i det sydvestfynske mejeri for tre år siden forventede en produktion på cirka 1000 tons ost om året.

- Efterspørgslen har været meget større, end vi forventede. Danablu’en har været fuldstændig udsolgt siden starten. Det samme gælder stort set feta’en. Og i oktober kvartal sidste år producerede vi syv dage om ugen. Det er for meget. Nu er vi nede på fem dage om ugen, og det er mere passende, siger Jørgen Hoff, der dog i øjeblikket har mere end almindelig travlt med at tilpasse virksomheden, så man også kan levere mejeriets oste i pakninger, som passer bedre til detailhandlens hylder end hele oste.

- Danablu er normalt en tre kilos ost, men fremover kan vi levere den i både trekanter og firkanter og i fedtprocenter fra 20+ til 70+. Noget lignende gælder fetaosten, som vi kan levere i firkanter og skiver fra 20+ til 60+ – og naturligvis også i større blokke, fortæller mejerichefen.

Størsteparten af ostene fra Hårby Mejeri går til eksport. Det drejer sig om 95 procent af produktionen. De store aftagere er det etniske marked i Tyskland, USA, Israel samt Frankrig. En mindre del af produktionen eksporteres til Sverige og Norge og til de nye EU-lande, som Jørgen Hoff betegner som »lovende markeder«.

Kosherost til det jødiske marked udgør et særligt kapitel.

- Det er et stærkt voksende marked for os. 15 procent af produktionen går i dag til det jødiske marked, fortæller mejerichefen, som tilføjer, at det kræver en særlig form for produktion for at kunne levere til jøderne.

Produktionen skal overværes af en jødisk rabbiner, som følger produktionen fra start og til slutproduktet ligger klar.

- Rabbineren tager også ud på gårdene og ser køerne blive malket. Derefter henter Ørbæk Mejeri mælken separat og leverer den til en af vores mælketanke, som kun bruges til koshermælk, fortæller Jørgen Hoff, som tilføjer, at mejeriet har to linier: En til kosher og en til konventionel produktion.

Når det gælder fremtiden, slår mejerichefen fast, at det gælder om at udvikle ostene endnu mere. Ikke mindst virksomhedens danablu.

- Vi er gode til skimmelost, og det varer ikke længe, før vi kan præsentere nogle helt nye varianter, fortæller Jørgen Hoff og tilføjer, at der er mange flere ting i støbeskeen på Hårby-mejeriet, f.eks. økologiske oste, som han også håber at kunne præsentere de første eksemplarer af i år.

Når det gælder de nærmere detaljer, holder han dog kortene tæt ind til kroppen.

- Vi hylder princippet, at den der lever stille, lever godt, siger mejerichefen, der dog ikke har noget imod at larme lidt mere, når det gælder hans »hobbyvirksomhed« - det lille osteudsalg, som drives fra et mindre lokale i mejeriet. Her kan private hver fredag og lørdag eftermiddag komme og købe ost og forskellige andre specialiteter – for eksempel græsk yoghurt med 10+ fedt – til eget forbrug.

- Jeg har altid drømt om at få sådan en lille ostebutik. Det er sjovt. Og så er man samtidig synlig i lokalsamfundet, siger Jørgen Hoff.

TEKST:EBBE MORTENSEN

Læs også