De gæster, der lagde vejen forbi Anesminde ved Hvejsel under forrige søndags landsdækkende Åbent Landbrug arrangement, så et nyt byggeri, som i sig selv fortalte om de senere års udvikling i landbruget. Den nye bygning, en åben kostald med plads til knapt 200 køer på spalter er nemlig bygget i sommer på præcis samme sted og i samme længde som den gamle stald. Til gengæld er den både bredere og højere. Det gamle inventar inklusive sengebåse er bevaret i midten, på hver side er lagt drænede Perstrup spalter og yderst under halvtaget er indrettet foderbord ned langs hver side.

Inge Marie og Jens Ravn købte Anesminde i 1990. Dengang var der 26,6 hektar og 55 jerseykøer. Den gamle Vardestald var fugtig og uden megen luft. Derfor fjernede Jens Ravn i første om gang de tre øverste fag mursten og siden blev store dele af sidevæggene fjernet og erstattet med gardinventilation for at skabe et bedre klima i stalden og hæve trivslen hos køerne.

For et år siden skete der så det, at parret fik mulighed for at købe to nærliggende ejendomme med tilsammen 75 hektar. I dag dyrker de 160 hektar, hvoraf de 25 hektar er forpagtet.

- Købet åbnede for, at vi kunne lægge en helt ny strategi, og få flere køer, forklarede Jens Ravn til Landbrug Syd, da der et øjeblik var en pause mellem spørgsmålene fra de omkring 1.000 gæster som besøgte ejendommen i løbet af søndagen.

Mange af spørgsmålene kunne de interesserede få opklaret ved at studere en meget informativ planche, som var hængt op i laden. Her fortalte fotos og små dagbogsnotater om sommerens store projekt.

Imens byggeriet har stået med etapevis nedbrydning af det gamle tag, før det nye var lagt over, har byggepladsen skulle fungere som stald med daglige fodringer og malkninger.

- Det har været en frustrerende oplevelse, og er det stadig, oplyste en billedtekst på planchen.

spurgte en gæst.

- I den gamle stald stod de inde, efter at vi havde fået gardinventilation, men under byggeriet var vi tvunget til at lukke dem ud om dagen. I den forbindelse fandt vi et system som fungerede rigtig godt. Ved først at give dem noget kraftfoder efter de havde gennem malkestalden, så var det ikke noget problem at lokke dem indenfor. Nu hvor køerne får masser af frisk luft i den nye stald kan de sagtens stå inde hele tiden, men efter de gode erfaringer, vi har gjort os i sommer, vil vi da overveje at lukke dem ud, sagde Jens Ravn.

Den gamle 2x6 malkestald står lige som det øvrige inventar under det nye tag. Det er dog planen, at der skal bygges ny malkestald i forlængelse af den nye stald. Når den gamle malkestald bliver revet ned er der plads til 200 køer.

- Det har været et meget travlt år, og dette arrangement er en stor opgave oveni. Til gengæld tror jeg det er så meget desto mere lærerigt for folk, sagde Jens Ravn, mens gæsterne stadig strømmede til for at se aftenmalkningen