Sandblæst majs i Jylland

(Effektivt Landbrug) Den sidste tids kolde, blæsende vejr har slidt vokslaget af majsplanterne på udsatte jyske marker med lette jorde. Majsen må ikke sprøjtes, før vokslaget er gendannet. Ellers kan det give sprøjteskader.

Storm og sandflugt fik i sidste uge mange landmænd til at holde sprøjten indendørs og vente med ukrudtsbekæmpelsen i majs. Den hårde vind, der satte ind lørdag den 22. maj, blæste sand og støv henover afgrøderne og sled vokslaget af planterne på udsatte marker. Især i de midt- og vestjyske områder med lette jorder.

Det fik landmændene til at vente med sprøjtearbejdet i majsen på grund af risiko for sprøjteskader.

- Vi ville have sprøjtet majsen anden gang i sidste uge, men nu bliver det først i løbet af denne uge, hvis vejret ellers bliver til det, siger Niels Hjerrild Thomsen, Damgård i Krogager ved Grindsted.

Han har 40 hektar med majs, som han heldigvis fik sprøjtet første gang umiddelbart før, sandflugten satte ind. Derfor står der ikke så meget ukrudt mellem rækkerne. Alligevel ville han gerne have været i marken og sprøjtet anden gang i sidste uge for at kunne køre med så lav dosering som muligt.

- Men vi kunne under ingen omstændigheder sprøjte i sidste uge. Majsen var for skadet, fortæller Niels Thomsen og tilføjer, at de skadede majsplanter har skiftet kulør, og nogen planter er så skadet af »sandblæsningen«, at de nærmest er visnet væk.

Han er ikke fristet til at sprøjte, før majsplanternes »sår« er helet. Fra tidligere erfaringer med en roemark, som også havde været udsat for en sandstorm, ved han, at det ikke kan betale sig.

- Roerne blev meget skadet af sprøjtningen. Bladene blev nærmest svedet af, og selv om planterne skød igen, blev roerne sat kraftigt tilbage, fortæller gårdejeren.

Hvis Niels Thomsen kommer i marken med sprøjten i denne uge, vurderer han, at det bliver nødvendigt med en lidt større dosering, end han normalt kører med. I stedet for 1,0 liter kommer der sandsynligvis 1½ liter Laddok i tanken. Og det gavner hverken pungen eller afgrøderne, som han siger.

- Men lad os nu se. Ukrudtet gror jo heller ikke så stærkt, når det er koldt, påpeger gårdejeren, som forudser et lidt lavere udbytte i de majsmarker, hvor sandstormen har gjort skade på afgrøden.

Læs også