Landbrugspolitikken og naturen

(Effektivt Landbrug) Borgerne i Europa vil have natur og miljø for pengene. Med udspillene til den nye landbrugsreform er der nye pejlemærker i horisonten, som vil kræve nytænkning i landbruget. Hvorfor ikke være med fra starten?

Bønder har alle dage »produceret« natur. Landbrugerne har bidraget med korn, kød, mælk, æg mv., og solgt disse produkter for penge. Uden for regnskabet er der lige så naturligt dannet landskabelige værdier - dog mest som et uundgåeligt biprodukt af produktionen.

Skal den sekundære produktion af natur- og landskabsværdier nu for alvor til at have en plads i landbrugets økonomi? Det tyder meget på.

For selvom landbrugets aktører kun tæller nogle få procent af befolkningen, udgør den jord, som produktionen foregår på, næsten to tredjedele af Danmarks natur. Det er ikke landbrugets, men folkets stemme med den politiske vilje, der afgør, hvordan produktion og natur skal indrettes.

Med udtrykket det »multifunktionelle landskab« kan man definere fremtidens landskab og natur som noget, der udover at danne grundlag for produktion af fødevarer også skaber gode livsvilkår for vilde dyr og planter, samt gode oplevelser for mennesker.

Når det offentlige i de seneste par årtier har brugt penge på natur og miljø, er det i høj grad vandmiljøet, som har været målet for de politiske bestræbelser. Blandt andet har de Miljøvenlige JordbrugsForanstaltninger i væsentlig grad taget sigte på at reducere udvaskning af næringsstoffer og pesticider fra landbrugsjorden.

- Det har der såmænd også været logik i, idet landbrugets produktion jo, i nogen grad, har haft uheldig virkning på andre sektorer, bl.a. fiskeri og ikke mindst på kvaliteten af det danske drikkevand, forklarer Knud Tybirk fra Danmarks Miljøundersøgelser.

Naturen på landjorden har ikke fået nær samme opmærksomhed, lyder det videre fra Danmarks Miljøundersøgelser. Dette kan naturligvis tænkes at hænge sammen med, at naturens tilstand her ikke umiddelbart kan komme til at true vores velfærd, forklares det.

Dette forhold har, lyder det, været pointeret af OECD, som gentagne gange har anbefalet at integrere hensyn til natur, landskab og biodiversitet i landbrugspolitikken.

Med den bebudede omlægning af EU’s landbrugsstøtte vil der inden for få år herske betydeligt ændrede vilkår for produktionen på mark og i stald.

Med en afkobling af den direkte støtte fra produktionen og en flytning af støttekroner fra den såkaldte Søjle 1 (produktions- og markedsstøtte) til Søjle 2 (social støtte/landdistriktsudvikling), vil det generelt blive knapt så attraktivt at optimere dyrkningen af de kendte landbrugsafgrøder.

Med en afkoblet støtte, bliver støtteniveauet primært et anliggende mellem Europas skatteydere og landbrugserhvervet. Og der er næppe tvivl om, at Europas borgere fremover vil have dyrevelfærd, miljø og natur for pengene.

Så hvis man i landbruget fremover bliver mindre tilskyndet til at optimere produktionen, er det sandsynligt, at man i højere grad skal til at »dyrke natur. Det vil simpelt hen blive her, at det europæiske hus vil være villig til at støtte landbruget, som miljø- og naturvenlig forvalter af produktionslandskabet.

- I en række af vore nabolande, som vi ofte sammenligner os med, har man de seneste par årtier haft en mere afbalanceret tilgang til naturudvikling og naturforvaltning end i Danmark.

I både Irland, England, Sverige og Holland har man udviklet metoder til bedriftsorienteret planlægning af naturhensyn.

– I det hele taget har man i disse lande fortolket EU’s miljøstøtteordninger og landdistriktsprogrammet (Agende 2000) betydeligt mere bredspektret end herhjemme, lyder det fra Knud Tybirk, Danmarks Miljøundersøgelser.

En afbalanceret tilgang til naturudviklingen er bl.a. anbefalet af Wilhjelmudvalget, som i rapporten »En rig natur i et rigt samfund« fra 2001 foreslår en øget integration af naturhensyn i produktionen.

Wilhjelmudvalget konkluderede videre, at der må forventes at være økonomiske gevinster ved at give naturen på land en højere prioritering, når man i de kommende årtier skal beslutte sig for, hvor meget og hvilken natur vores samfund ønsker.

Landbrugets forpligtelser som naturforvalter går blandt andet ud på at bevare landskabs- og naturhistoriske værdier.

De overordnede linier for dette område er delvis defineret i den såkaldte naturbeskyttelseslov, som netop er under revision, og forventes vedtaget inden Folketinget går på sommerferie.

Landbruget og dets udøvere er automatisk »pålignet« en forpligtelse som naturforvaltere.

Om denne funktion opfattes som et åg eller om den »gir’ dig vinger« er måske en temperamentsspørgsmål. For landbruget har det vedvarende været fremført, at hvis en forpligtelse medfører tab, skal princippet være en absolut kompensation til den enkelte.

I forlængelse af dette, bør det ikke glemmes, at de skabte herlighedsværdier kan forbedre en ejendoms handelsværdi væsentligt. Jo rigere et samfund bliver, jo mere villig bliver dets borgere til at betale for de værdier, som forstærker oplevelsen af kvalitet i vores omgivelser.

Det er ovenstående signaler med nye vinde fra Bruxelles, som man nu bør være opmærksom på, når man som landmand fremover skal tilrettelægge sin produktion.

Vand og vådområder hører til de absolut mest populære naturelementer, når der udarbejdes naturplaner for landbrugsejendomme. Med udsigt til vand kan man, udover den daglige glæde og naturoplevelse, få udsigt til et par hundrede tusinde kroner oven i den almindelige salgsværdi.

Men inden man tager fat i etablering eller reetablering af et vådområde, bør man gøre sig klart, hvad man forventer og ønsker at opnå af herlighedsværdier. Ofte kan der være modsatrettede interesser, som man bør være bevidst om, inden man kaster sig ud i at grave en sø eller reetablere et eksisterende vandmiljø.

Effektivt Landbrug har mødt biolog og Ph.d. i landbrugsvidenskab, Benjamin Nielsen, som har specialiseret sig i vandmiljø. Med en baggrund inden for landbruget og med en stor viden inden for natur tilbyder Benjamin Nielsen i dag rådgivning til landmænd, som vil sætte fokus på deres sø, mergelgrav, andehul, krebsedam eller mose.

Med sin tætte kontakt til landbruget ved Benjamin Nielsen, bedre end de fleste, at jagthensynet ofte er en væsentlig faktor, når der skal lægges plan for naturen på en ejendom. Når emnerne jagtinteresser og vandmiljø diskuteres, falder blikket ofte på ænderne.

Der er ingen verdens ting galt med ænder!, konstaterer Benjamin Nielsen. Pointen fra »sødoktoren« er blot, at man ikke kan forvente at have både en ren sø og en masse andefugle samme sted. På den enkelte bedrift kan man måske alligevel få begge dele, hvis man beslutter sig for ænder det ene sted og rent vandmiljø det andet sted.

At grave et hul i jorden er vel ingen videnskab?

Nej, det burde det ikke være, men ifølge Benjamin Nielsen ender det alligevel ofte med »algesuppe«, hvis man ikke er opmærksom på de forhold, som danner livsbetingelserne i vandmiljøet.

Og det kan godt lade sig gøre at skabe et sundt og rent vandmiljø – også selvom der drives moderne landbrug omkring en sø eller en mergelgrav.

Den første grundregel er, at undgå tilførsel af næringsstoffer fra omgivelserne. Man bør derfor ikke føre drænledninger til en sø. Drænvand er simpelt hen for næringsrigt til et rent vandmiljø. Der bør også holdes god afstand, når der spredes gødning på marken. Selv almindelig frugtbar agerjord omkring en sø kan forhindre en god vandkvalitet. En ti eller tyve meter bræmme med græs, hvor der ikke gødskes eller sprøjtes, er således et effektivt værn mod næringsstoffer i søvandet.

En vandprøve kan fortælle, om søen har problemer. Vandet testes for indhold af fosfor ved hjælp af en farveindikator. Giver prøven udslag, kan der sættes ind med behandling, hvis vandmiljøet skal reddes.

En anden indikator for det gode vandmiljø er flodkrebs. Kan flodkrebsen overleve i en sø, er vandmiljøet godt. Er målet det rene vandmiljø, er tillægsgevinsten ikke andesteg men derimod krebsemadder. (Flere informationer om krebseavl og søer til krebs kan findes på www.flodkrebs.dk).

Et rent vandmiljø viser, at dit landmandskab er i orden. En ren sø indikerer, at der ikke sker forurening fra markdriften. Søen får jo sit vand fra marken, og afspejler dermed miljøtilstanden på det pågældende landbrug.

Skranter din sø, er der mulighed for helbredelse – og endda mulighed for genoplivning, hvis patienten er død. En række metoder benyttes i dag til at give nyt liv til søer i dårlig tilstand. Det kan man bl.a. læse i sødoktorens beskrivelser på internettet (www.nielsennatur.dk).

Af beskrivelserne fremgår det, at man bl.a. ved brug af beluftningsanlæg, mikroorganismer, plantemanipulation, oprensning og kemisk rensning har gode muligheder for at påvirke livet i sin sø.

Råd, vejledning og specialviden kan hentes gratis på sødoktorens hjemmeside. Ligeledes er det uden beregning at få en indledende snak med sødoktoren over telefonen.

Læs også