Lørdag med live-transplantation
(LANDBRUG FYN) Interesserede kødkvægavlere inviteres til kursus med såvel teori som praktisk gennemgang af en embryo-transplantation. Det foregår lørdag den 15. marts i Kirkendrup.
Men det er indtil videre kun en begrænset del af kødkvægavlerne, som anvender metoden i bedriften.
Nu får et bredere publikum muligheden for at stifte bekendtskab med ET, idet der for første gang på Fyn inviteres til en kursusdag, hvor der både er en teoretisk gennemgang af embryo-transplantation, men også mulighed for at overvære såvel en skylning af to donorkøer som ilægning af embryoner i recipienter.
Det spændende arrangement foregår lørdag den 15. marts hos Bente og Lars Mikkelsen, Søhusvej 159 i Kirkendrup i Odenses nordvestlige udkant. Arrangør er Kødkvægudvalget i Fyns Amt, og dagens instruktør er en erfaren dyrlæge på området, Niels Majdal Madsen, Ringe.
Dagen starter kl. 8.45, og efter formiddagens ET-program vil der over middag være fokus på fodring af kødkvæg, hvor blandt andet Danisco Sugar Assens medvirker med HP-Pulp, og konsulent Per Spleth kommer ind på aktuel fodring af ammekøer.
For første gang fik han sidste år i sin besætning med 20 Limousine moderdyr og 10 Angus-køer foretaget skylning. Det skete på en Limousine-kvie, og det kom der 16 æg ud af, hvoraf to blev til kviekalve og en til en tyr, som nu er til afprøvning.
Kvierne går i besætningen på Humlegården i Kirkendrup, og vil den 15. marts kunne ses sammen med de øvrige knap 70 renracede dyr af de to kødkvægracer.
- De to kvier er meget forskellige, og det beviser, at ET kan frembringe vidt forskellige resultater. Det giver metoden en ekstra dimension, siger Lars Mikkelsen, der udover de to donorer ved kurset har planlagt at skylle endnu to af besætningens bedste hundyr i indeværende sæson.
Indenfor det seneste halvandet år er besætningen nu helt renracet Limousine og Aberdeen-Angus.
- For mig er racerne helt ligestillet, og jeg finder begge lige spændende. Men i avlsarbejdet går jeg bevidst efter rolige og omgængelige dyr, især når vi har dem gående så tæt op til byområdet, pointerer kødkvægavleren fra Kirkendrup.
Der er endnu få ledige pladser ved arrangementet, der pr. deltager koster 325 kroner inklusive kaffe og frokost.
Derfor opfordres der til hurtig tilmelding til Hanne Tinsfeldt på »Kvæggangen« i Vissenbjerg, der har telefon 63 40 71 74.