John Deere ny topscorer

New Holland blev i september måneds traktorstatistik fravristet førerpladsen, mens Valtra indtog tredjepladsen.

Der er grund til, i hvert fald for en stund, at kippe med flaget hos John Deere importøren, Nellemann Agro A/S.

I september måned lykkedes det med en kraftpræstation for John Deere at fravriste sidste måneds helt suveræne topscorer, New Holland, førstepladsen i tabellen over nyregistrerede traktorer i Danmark. Prisen for en førsteplads i september måned var blot 42 grønne traktorer.

Totalt set ligger salget igen på et lavt niveau med blot 200 nyregistrerede traktorer i september måned.

Der var også andre bemærkelsesværdige ændringer i månedsstatistikken. Valtra henviste sine to nærmeste konkurrenter, Massey Ferguson og CaseIH til en udsigtsplads, der domineres af finske baghjul. Valtra placerede sig på en komfortabel tredjeplads med en eftertragtet markedsandel på over 15 procent.

I kvartalsstatistikken for årets tredje kvartal må John Deere igen tage sig til takke med en andenplads, efterfulgt af CaseIH og med Valtra og Massey-Ferguson i parløb på en delt fjerde- eller femteplads, som de helst ønsker det.

I den nedre ende synes Deutz-Fahr, Fendt og McCormick at genvinde tabte positioner med relativt pæne antal ligesom et par Steyr traktorer igen bringer det østrigske islæt på det danske marked frem af glemslen.

Se alle salgstallene for september samt en kvartalsopgørelse i ugens udgave af Effektivt Landbrug.

Læs også