Næsten hver fjerde ny traktor er en New Holland

Den lange og tørre sensommer har pillet pynten af et par grønne traktormærker.

Både Fendt og John Deere rykker nedad i tabellen ved denne måneds traktorstatistik over nyregistreringer. John Deere må se sig overhalet af CaseIH i kampen om andenpladsen, mens Fendt i denne måned kun ligner en skygge af sig selv med blot tre enheder.

Stærkest i august måned står New Holland med næsten hver fjerde af i alt 207 nyregistrerede traktorer i Danmark.

Italienerne Lamborghini, Same og Landini viser igen tænder og kan sammen med franske Renault noteres for markante fremskridt. Sammenlagt øgede de fire mærker deres antal blandt trækdyrene i den danske muld med 34 i den seneste måned mod blot 20 i den forgående måned.

De klassiske duellanter på det danske traktormarkeds fjerde og femteplads, Massey Ferguson og Valtra, holder placeringerne, men på et noget lavere niveau. August måneds salg blev for begge mærkers vedkommende næsten halveret i forhold til Juli.

Læs også