Ullerslev Mejeri satser på egne mælkeleverandører

Ullerslev Mejeri køber ikke mælk hos Arla Foods mere. Det østfynske mejeri, der i år regner med at omsætte for 100 millioner kroner, satser fremover på egen råvareforsyning.

Det lille, privatejede mejeri i Ullerslev, der tidligere baserede osteproduktionen på mælkeopkøb hos giganten Arla Foods, satser fremover på egne råvareleverancer fra fynske mælkeproducenter (læs artikel på forsiden).

Mejeriets ejer, Niels Stage Pedersen, opsagde 1. oktober sidste år den gamle købsaftale med Arla Foods. Det skete på grund af uenighed om prisen.

- Arlas mælkepriser var efterhånden blevet for dyre. Samtidig ved man aldrig, hvad der sker, når der kommer nye og unge folk til i Arla. Det er ikke sikkert, de er lige så samarbejdsvillige som dem, der sidder i øjeblikket. Derfor var det også et spørgsmål om at sikre råvareforsyningen, siger Niels Stage Pedersen, der dog fortsat samarbejder med det store mejeriselskab på andre områder.

- Jeg har et udmærket samarbejde med Arla. Det er kun mælkeprisen, vi er uenige om, understreger den østfynske mereriejer, der blandt andet opkøber en del oste hos Arla Foods til viderelagring, salg og eksport.

- Det er målet at få egne leverandører til den resterende mælkemængde også, så vi kan sikre råvareforsyningen helt, siger Niels Stage Pedersen, som tilføjer, at den resterende mængde drejer sig om cirka 3 millioner kilo på årsbasis. Eller cirka det samme, som de fem fynske mælkeproducenter, der udgør den nyetablerede leverandørforening, leverer til mejeriet.

- Jeg tror ikke, det bliver noget problem at skaffe de sidste 3 millioner kilo, siger Niels Stage Pedersen, der således regner med at være selvforsynende med råvarer til mejeriets produktion fra 1. oktober.

- Vi har samarbejdet med Ørbæk Mejeri de sidste 25 år. Og da Ørbæk lige har købt en ny tankvogn og alligevel kører i de områder, hvor vi skal have vores mælk fra, er det mere rationelt at samarbejde, end at jeg køber en tankvogn også, siger Niels Stage Pedersen.

Udover mejeriet i Ullerslev ejer Niels Stage Pedersen også handelsselskabet J.C. Stage og Gundestrup Mejeri på Sydfyn, hvor der produceres rygeoste. Det sydfynske mejeri er netop blevet overtaget af J.C. Stage.

Niels Stage Pedersen er anden generation på Ullerslev Mejeri, som blev købt af hans far, N.O. Pedersen, tilbage i 1971. Tredje generation i familien er nu også på banen, idet Niels Stage Pedersens søn, Chr. Stage Pedersen, ejer 25 procent af aktiverne i familiefirmaet, der i alt beskæftiger 17 mennesker.

I år forventer firmaet en omsætning på omkring 100 millioner kroner. De 30 millioner hentes hjem alene på mejeriets berømte Danablu ost, der i 1995 blev kåret som verdens bedste. Den resterende omsætning ligger på forskellige andre specialproduktioner.

Læs også