Formand for Dansk Blåkvæg bortvist

Bestyrelsen har fundet store uregelmæssigheder i foreningens økonomi og har mistanke om underslæb for to millioner kroner

Dansk Blåkvæg oplyser i dag, at bestyrelsen på et møde den 10. august bortviste Lars Thede som formand og medlem af foreningen med øjeblikkelig virkning. Det blev medlemmerne orienteret om på et møde i lørdags.

Dansk Blåkvæg skriver i eftermiddag i en pressemeddelelse:

»Bestyrelsen havde konstateret meget store uregelmæssigheder i foreningens økonomi, og bestyrelsen havde begrundet mistanke omkring misbrug af foreningens penge i en periode 5 år tilbage.«

Og videre skriver foreningen i pressemeddelelsen:

»Alt regnskabsmateriale for de sidste 5 år er afleveret til et revisionsfirma, som har gennemgået materialet for at skabe klarhed over foreningens økonomi. Revisionsfirmaet gennemgik, på et medlemsmøde i lørdags, hovedpunkter i de fejl og mangler de har fundet i bilagsmaterialet. Det viser sig, at den tidligere formand har begået underslæb mod Dansk Blåkvæg for knap 2 millioner kroner.«

Ny forretningsfører opdagede uregelmæssigheder

I en samtale med Effektivt Landbrug uddyber foreningens forretningsfører Niels-Chr. Thomsen sagen. Foreningen havde tidligere en ekstern kasserer eller forretningsfører, som det kaldes i Dansk Blåkvæg. Ved årsmødet den 25. maj blev Niels-Chr. Thomsen, som er medlem af foreningen og medlem af bestyrelsen, ny forretningsfører.

-Jeg gik ind for at kontrollere, at det jeg overtog var i orden. Der var ting, som ikke stemte. Bilag og kontoudskrifter stemte ikke overens. Det foreholdt jeg bestyrelsen, og vi inddrog en revisor for at få undersøgt sagen, siger Niels-Chr. Thomsen.

»Underslæb for knap 2 millioner kroner« hedder det i foreningens pressemeddelelse. Hertil siger forretningsføreren:

-Det er et foreløbigt tal. Det hele skal regnes igennem, før vi ved, hvad det ender på. Når sådan noget sker, vil vi naturligvis orientere medlemmerne, så derfor indkaldte vi til mødet i lørdags, hvor 31 af 50 medlemmer deltog, siger Niels-Chr. Thomsen.

Foreningens revisionsfirma er nu i gang med at gennemgå Dansk Blåkvægs økonomi og regnskaber og vil sammen med en advokat tage stilling til, om den tidligere formand skal politianmeldes. Dansk Blåkvæg har et budget på 3,8 millioner kroner.

 

Læs også