Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) mener, at landmænd skal etablere sprøjtefrie områder omkring vandboringer
I sidste uge væltede en marksprøjte med omkring 4.000
liter fortyndet Roundup tæt ved en drikkevandsboring ved Lejre.
Ifølge Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) viser
uheldet, at det haster med at indføre det, som foreningen kalder ”obligatoriske
boringsnære beskyttelsesområder” omkring boringer.
Brancheorganisationen mener, at sikkerhedszonerne skal
sikre, at der hverken transporteres eller anvendes sprøjtemidler i nærheden af
et drikkevandsreservoir.
DANVA har lavet beregninger, der ifølge foreningen viser,
at det vil være langt billigere at betale landmænd for obligatoriske
beskyttelsesområder end løbende at skulle etablere nye boringer, når
eksisterende må lukkes.
- Samfundet mister milliarder, fordi vandselskaberne år
efter år skal finde nye boringer. Vandselskaberne – og dermed danskerne – bruger
hvert år mellem 200-500 millioner kroner, fordi omkring 100 vandboringer årligt
må tages ud af drift som følge af forurening. Blandt andet med sprøjtegifte,
siger direktør i DANVA Carl-Emil Larsen i en pressemeddelelse.
Han erkender, at det vil være en udfordring at finde penge
til at finansiere landmændenes kompensation for den jord, som de efterfølgende
ikke må sprøjte på.
Tre finansieringsmuligheder
Der er ifølge DANVA tre muligheder for at finansiere de
zoner, som foreningen vil have indført:
- Enten skal pengene findes over skatten, eller de skal
betales af landbruget via landdistriktsmidlerne. Der er også den mulighed, at
de obligatoriske boringsnære beskyttelsesområder finansieres over vandtaksten,
lyder det fra DANVA.
Det er endnu uvist, om uheldet ved Lejre har forårsaget forurening
i boringerne. Hovedstadens forsyning, HOFOR, har ind til videre lukket den
nærmeste boring i området.