Nordjysk provokatør dyrker hvedemark efter tyske regler

Brovst-landmanden Asger Møller Madsen har dyrket sine hvedemarker efter tyske gødningsregler.

Den nordjyske landmand Asger Møller Madsen fra Brovst, der tidligere har gjort sig bemærket ved at dyrke i randzonerne, er slet ikke færdig med at provokere myndighederne, og overtræde de specifikke danske regler, som han selv finder urimelige.

Landmanden fortæller således nu, at han har dyrket sine hvedemarker, som fulgte han de tyske regler, hvor man må gøde efter ligevægtsprincippet, som er balancen mellem afgrødens behov for kvælstofgødning og mængden af tildelt kvælstof.

Asger Møller Madsen fortæller, at han har tilført sine hvedemarker cirka 35 procent mere kvælstof end, hvis han havde fulgt de danske regler.

- Min gødningsplan siger, at jeg må købe cirka 36.000 kg N. Jeg har købt cirka 51.000 kg N, siger han.

Intet problem

Selv ser landmanden ikke noget problem i, at han ikke har overholdt de danske regler. Dels, forklarer han, har han fået foretaget prøver af sit drænvand, og de har vist, at det er lige så rent, som drikkevand. Og dels sætter han sin lid til, at Bæredygtigt Landbrug vinder deres gødningssag mod de danske myndigheder. Bæredygtigt Landbrug har således stævnet staten med krav om, at de danske særregler på gødningsområdet erklæres for ugyldige.

- I de 25 år, som jeg har været her, da har marken aldrig nogensinde været så ensartet grøn den 29. juli, som det er tilfældet nu i år. Det kan jeg også se sammenlignet med naboens marker, siger Asger Møller Madsen.

Høsten kommer formentlig ikke til at ske før en gang efter 20. august og Asger Møller Madsen forklarer, at han bliver skuffet, hvis marken ikke giver over 10 tons pr. hektar i udbytte.

Læs også