Formand og økolog: Naivt at dumpe prisen på øko-produkter
At dumpe priser er ikke godt for fællesskabet i landbruget, vurderer formand for Vestjysk Landboforening Søren Christensen
- Der er ingen fremtid i at dumpe priserne på de økologiske kvalitetsprodukter, og det er en skidt strategi, der vil ramme os i nakken, lyder det fra Søren Christensen, der fortsætter:
- Alle, der sænker prisen, kan skabe en meromsætning, men at gøre det på kvalitetsfødevarer, der er underlagt skrappe krav for miljø og dyrevelfærd, er naivt. Det sender et helt forkert signal til forbrugeren om, at høje krav er billige at leve op til.
Ikke godt for fællesskabet
Søren Christensen pointerer, at når samfundet stiller store krav til kvalitet, skal det også koste prisen.
Han tvivler samtidig stærkt på, at priserne på de økologiske varer efterfølgende vil kunne hæves igen.
- Hvem skal betale, når forbrugerne om fem år kræver samme høje kvalitet til de samme lave priser, de har vænnet sig til?
Søren Christensen agter ikke selv at dumpe prisen på sit økologiske
kød:
- Jeg sænker ikke prisen. Jeg mener, vi skal sælge vores varer til markedsprisen.
At dumpe hinandens priser er heller ikke godt for fællesskabet i landbruget.