Bestyrelsen i DC Pork har fredag indstillet til, at en
væsentlig del af slagte-kapaciteten på slagteriet i Ringsted nedlægges hen over
sommeren.
Der er lagt op til, at slagteriets kapacitet skæres ned med cirka 15.000
slagtesvin om ugen, og tilpasningen kommer til at berøre omkring 280
medarbejdere. Det oplyser Danish Crown.
- Vi har igennem længere tid kørt slagtesvin på tværs af
landet for at fylde kapaciteten på slagteriet i Ringsted, og det er ikke nogen
fornuftig løsning. På Sjælland produceres der i dag ikke et antal slagtesvin,
som kan retfærdiggøre et slagteri af den størrelse, siger produktionsdirektør i
Danish Crown Søren F. Eriksen på slagterigigantens hjemmeside.
- Det giver kun mening at
skære kapacitet ned, hvis vi gør det samlet, og faktisk er det første gang, vi
lukker et halvt slagteri. Men Ringsted er sådan indrettet, at slagteriet i dag
kører på flere slagtelinjer end andre slagterier. Derfor kan vi fysisk fjerne
to slagtelinjer, så der samtidig spares på vedligehold og andre faste udgifter.
I sidste ende handler det om at sikre, at ejerne får den bedst mulige afregning
af deres grise, så vi bevarer slagtesvineproduktionen.
De to slagtelinjer nedlægges i to trin. Den første midt i juni og den anden
midt i september i år.