Fødte kalv nummer 17

Mælkeproducent Aage Schmidt Lund hjalp til, da 1596 igen blev mor

Det var en helt speciel kælvning, der skete i stalden hos Faarkrog Mælkecenter mellem Skodborg og Vamdrup mandag eftermiddag. Det var 1596, der for 16. gang blev mor.

Den ene gang var der dobbeltgevinst, så den gamle ko har sat 17 kalve i verden, og det er måske ikke sidste gang, at der kommer en kalv til verden. Kan hun fysisk klare det, skal hun være med kalv igen.

- Den får lov at producere, så længe den kan, er meldingen fra Aage Schmidt Lund om koen, der i foråret rundede de 18 år.

Blevet et særkende

Koen er blevet et særkende for den ellers moderne mælkeproduktion på Faarkrog, og den skal ikke forvente at se slagteriet foreløbig – eller i det hele taget.

Aage Schmidt Lund fortæller, at koen har rundet de 130.000 kilo mælk, men produktionen er ikke høj.

Hun er dog blevet et kært eje for folk med kendskab til gården, og mange kiggede ind i forbindelse med kælvningen og derefter.

Ikke mindst Helle Batelaan har stor interesse for koen og glæder sig over, at hun igen fik kalv.

Det havde dog været sjovere, hvis det havde været en kviekalv. Det blev det ikke. Det blev en tyrekalv, og dermed er koen med i den fejlmargin, der er i forbindelse med kønssorteret sæd.

Læs også