Der stod ikke skrevet over Nicoline Jensens vugge, at hun skulle komme til at passe 22.000 danske smågrise om året. Hvis nogen havde sagt det til hendes forældre dengang, ville de have leet højt, for Nicoline er bymenneske, født og opvokset i storbyen Hengelo i Holland. Som barn havde hun kun et dyr, en hamster.

I dag er hun landbrugsmedhjælper hos Klaus Refslund Hansen i Nørre Sejerslev i Sønderjylland. Med ansvar for farestalden, hvor 850 søer flittigt sætter smågrise i verden.

Nicoline Jensen har også taget en lang omvej til det job. Hun kom til Danmark som 23-årig i 1985, fordi hun gerne ville lære dansk. Hendes søster har nemlig boet i dette sære land i 30 år. Så Nicoline blev ung pige i huset. Hun fik også lært dansk. Hun blev endda dansk, for undervejs mødte hun en buschauffør med et par blå øjne, der fik hende til at smelte. Dog ikke i bussen …

Derfor gik hun i gang med en uddannelse til håndarbejdslærerinde på seminariet i Højer. Men hvis ikke hun ville flytte, var der kun arbejde på aftenskoler – og de to blå øjne holdt hende fast på Tønder-egnen. Så mens hun underviste om aftenen, tog hun en ny uddannelse som social- og sundhedsassistent.

Nicoline stod distancen til den dag, hvor en 65-årig hjerneskadet, som ikke kunne holde på vandet, uden varsel blev overflyttet til bofællesskabet. Selv om han havde betalt skat hele sit liv, var der ingen bleer til ham, før der kom en bevilling.

Nicoline blev rasende. Det var simpelt hen for uværdigt. Da hun søndag aften fandt en annonce fra Klaus Refslund, som søgte en medhjælper, var hun i telefonen mandag morgen, og mandag middag var hun ansat.

Hun tager sig af dem fra fødslen, til de vejer syv kilo.

Det var et jobspring af dimensioner, men Nicoline Jensen fandt sig lynhurtigt til rette. Hun har to børn på ni og ti år, og arbejdstiden på gården passer meget bedre med deres skoletider end hendes mands arbejdstid i bussen.

Den største omvæltning var, at det er et 37 timers job. Nicoline, der lige har rundet de 40, var vant til en kortere arbejdsuge på grund af weekendvagterne i bofællesskabet. Men hun klager ikke – de 37 timer er jo normalt for de fleste.

– Det gør min mand heller ikke, siger hun med et stort smil. Da jeg fortalte Jens om mit nye job, sagde han, at det lige var jobbet for mig. Og det er det. Jeg er kommet på min rette hylde. Jeg er jordemor og fødselshjælper for søerne og kastrerer hangrisene og har opsyn med alle smågrisene og sørger for, at de og deres mødre får det rigtige foder. Der sker altid noget her. Med 850 søer er der altid nogen, som er i gang med at føde eller lige har fået grise.

– Det går efter princippet ro, renlighed og rytme, ler hun. Jeg kan ikke nå at blive gode venner med hver enkelt gris, men der er nogen, man ikke kan glemme. Og når de alle sammen er mætte og veltilpasse, er der øjeblikke, hvor man simpelt hen kan stå stille og nyde at se på en so og hendes grise, der ligger i en bunke og sover, helt stille – bortset fra, at der altid er en, som blinker med et øje eller slår krølle på halen.