Rådgivere under en hat

Sydvestjysk Landboforening Varde samler ansvaret for den faglige rådgivning under en chef. Det vil blandt andet styrke den tværfaglige rådgivning.

Landets tredjestørste landboforening, Sydvestjysk Landboforening Varde, går nu foran i udviklingen mod større tværfaglighed i rådgivningen af medlemmerne. Det ses i den nye struktur, der lige er trådt i kraft.

Som et af de første steder i landet samles ansvaret for al faglig rådgivning under en chef, der under sig har de tre klassiske faggrene: Planteavlsrådgivning, svinerådgivning og kvægbrugsrådgivning. Dertil kommer gruppen af driftsøkonomer.

Den nye rådgivningschef, Allan Elsted Hansen, er 35 år og uddannet agronom. Allan Elsted Hansen kommer fra en post som regnskabschef på Landbrugscentret i Bramming. Sideløbende med det nye chefjob er han faglig leder for driftsøkonomerne i Sydvestjysk Landboforening Varde.

Rådgivningchefens opgave er at få konsulenterne i hele foreningens område til at arbejde mere sammen, så landmanden i højere grad oplever, at rådgiverne ser hans bedrift som en helhed.

- Vi vil tilbyde bedre produkter, hvor der som hovedregel er en sammenhæng mellem den faglige rådgivning og landmandens økonomiske situation, siger den nyudnævnte rådgivningschef, Allan Elsted Hansen.

Sydvestjysk Landboforening Varde har gjort erfaringer med at tilbyde »Serviceeftersyn«, hvor for eksempel en planteavlskonsulent og en driftsøkonom sammen besøger landmanden. Erfaringerne er gode, og tilbudet skal udbygges kraftigt, bebuder Allan Elsted Hansen, der bliver chef for op mod 50 konsulenter.

- Titlen rådgivningschef findes også på andre landbrugscentre, men så er opgaven ofte kædet sammen med direktørfunktionen eller administrationen. I Sydvestjysk Landboforening Varde har vi ønsket en klar styrkelse af rådgivningen, og med den nye konstruktion kan vi opprioritere vores service overfor kunderne, siger landboforeningens direktør, Jens Christiansen.

Læs også