Frygten for dårlige fødevarer skal tages alvorlig

- Vi må se i øjnene, at medier og befolkning vægter faren for pesticider i grundvandet langt tungere end deres egen rygning, lød det på Landbrugsraadets årsmøde.

Forbrugernes frygt for at spise fødevarer, der er sundhedsfarlige, skal tages alvorlig. Uanset om man betragter dagens fødevarer som de bedste, der nogensinde har været disket op med.

Det understregede Peter Gæmelke i sin årsberetning på Landbrugsraadets årsmøde, hvori han påpegede det paradoksale i, at der aldrig været så godt styr på - og kontrol med - fødevaresikkerheden som i dag, mens der på den anden side næppe nogensinde har været udtrykt så megen frygt for, hvad vi spiser.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi som aktører i den situation, i langt højere grad er nødt til at erkende den udvikling, der er sket, når vi taler om risikovurdering. Det nytter ikke længere blot at knalde videnskabelige risikovurderinger i hovedet på befolkningen, og surmule hvis samme befolkning ikke uden videre tager sådanne vurderinger til efterretning, fastslog Gæmelke.

- Vi må se i øjnene, at medier og befolkning vægter faren for pesticider i grundvandet langt tungere end deres egen rygning. Selv om det er helt i modstrid med videnskaben og den sunde fornuft.

- Vi kan ikke ændre forholdet ved blot at ryste på hovedet af den situation.

Vi må ind og forstå, hvorfor befolkningen ikke længere blot tager videnskaben og dens risikovurderinger til efterretning. Og på det grundlag må vi søge den konstruktive dialog om tingene.

- Som et bidrag til at gøre noget ved den bølge af frygt, som vi ofte ser præger vort samfund, bør vi som producenter sammen med videnskab og myndigheder indtage en langt mere offensiv rolle, når det gælder om at finde nye veje i kommunikationen om ricisi, lød opfordringen fra dansk landbrugs førstemand.

Hele præsidentens årsberetning kan læses på www.landbrugsraadet.dk/

Læs også