Æblehøst af høj kvalitet

(LANDBRUG SYD) Årets æblehøst tegner til at blive en middelgod høst med æbler af en høj kvalitet. Til gengæld svigter pærehøsten hos de danske frugtavlere.

- Det tegner til at blive en middel høst, og generelt set ser det pænt ud. Den lange varme sommer har været god for æblehøsten, da varmen har givet æbler af en god kvalitet, siger Peter Petersen, der samtidig konstaterer, at frugthøsten falder tidligt i år.

Han tilføjer, at det varme vejr har givet æblerne de kvaliteter, der skal til for en god frugt. Både når det gælder farve, størrelse og ikke mindst sukkerindhold, der har stor indflydelse på smagen.

- Vi oplever en stor præference for dansk frugt blandt de danske forbrugere, også selv om den er dyrere end importeret frugt. Og det gælder ikke mindst for både æbler og pærer, konstaterer Peter Petersen, der forklarer de højere danske frugtpriser med især et omkostningsniveau, der er højere her end i udlandet.

De danske frugtavlere får da også omkring 1,50 kr. pr. kg mere end de fleste af deres udenlandske konkurrenter. Og intet tyder på, at efterspørgslen vil falde i år - tvært imod:

- Hvis man ser på de på den europæiske æblehøst er den otte procent mindre i år end sidste år, oplyser Peter Petersen, der samtidig tilføjer, at selv om man tæller høsten med for de kommende nye EU-lande ligger høsten stadig i underkanten af sidste år, nemlig med et minus på fire procent.

- Det er klart, at det lyder af meget, men en del af forklaringen skal da også findes i sidste års høst, der var meget stor. I år har frugtavlerne samtidig døjet med en dårlig blomstring i pæretræerne, og det er ikke ualmindeligt, at der efter et år med en god pærehøst kommer et år med et mindre godt resultat, slutter Peter Petersen.

17-36-sy

Læs også