Padleblander fra JF vinder tysk anerkendelse

(Effektivt Landbrug) Foderblander fra JF gennem grundig tysk afprøvning.

Maskinfabrikken JF i Sønderborg har haft en af sine foderblandere til test i Tyskland. Det er den tyske landboforening, Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft, DLG, med 15.000 medlemmer, der har stået for testen.

JF Feeder PA 15 har bestået DLG-Signum testen og er dermed blevet »DLG anerkendt«. Maskinen er den første, og til dato eneste, fuldfoderblander baseret på »fritfaldsblande-systemet«, der er testet af DLG.

DLG-Signum testen er en meget omfangsrig test, hvor hele maskinen gennemtestes herunder blandt andet: blandeevne, blandenøjagtighed, styrke/holdbarhed, kraftforbrug, betjeningsvenlighed, servicevenlighed, sikkerhed, og en brugerundersøgelse hos kunder, der har købt maskinen.

JF foderblander, der rummer 15 kubikmeter, bestod testen. Testrapporten dokumenterer og fremhæver positivt:

Meget skånsom blandeproces, padleblanderen bevarer til enhver tid strukturen i foderet - selv ved for lang blandetid, god blandenøjagtighed (specielt når blandetiden forlænges med tre minutter), meget lavt kraftforbrug, godt vejesystem, god holdbarhed, minimal vedligeholdelse, god betjening og manøvreevne.

Læs også