Droner over landbrugsskolens egen landbrugsjord

Bygholm Landbrugsskole har opsagt sin forpagtningsaftale og vil fremover selv stå for dyrkningen af sine i alt 170 hektar landbrugsjord

Bygholm Landbrugsskole er i konstant udvikling. Derfor har man opsagt en tidligere forpagtningsaftale, og fremover står skolen selv for at dyrke sine marker på i alt 170 hektar og bruge dem aktivt i undervisningen af fremtidens bæredygtige landmænd.

Jorden bliver sået til med salgsafgrøder som hvede, byg og havre, og næste år vil vi supplere med specialafgrøder. Vi har etableret både pløjede og pløjefri områder og for også at øge biodiversiteten, har vi etableret striber med blomster- og vildtblandinger.

En vigtig parameter for et bæredygtigt landbrug er at fokusere på at anvende teknologi - som eksempelvis droner - til at reducere og effektivisere brugen af blandt andet gødning og plantebeskyttelsesmidler.

Traditionelt vil man plansprøjte hele marken for at bekæmpe ukrudt. Med dronen vil vi finde de områder i marken, hvor der er ukrudt og derved kun bekæmpe i udvalgte områder. Skolen regner med at opnå en besparelse i brugen af kemi på 60-90 procent.

Åbent hus

Har du en landmand i maven? – Så er der mulighed for at se og høre mere om det i forbindelse med et Åbent hus på skolen lørdag den 18. januar fra kl. 10 – 15.

Der er flere veje til at blive landmand – til Åbent hus-arrangementet på Bygholm Landbrugsskole er det muligt at tale med studievejledere og undervisere for at blive klogere på de forskellige tilbud.

Både til at blive faglært landmand og til at fortsætte på landbrugets lederuddannelse. Skolen har for eksempel stadig ledige pladser på Agrarøkonomstudiet, som starter den 17. februar.

Der vil være rundvisninger på skolen, som både dækker undervisningsfaciliteter, teknologicenter, værksteder, marker og staldene med kødkvæg, samt de værelser, som størstedelen af skolens elever og studerende bor på.

Læs også