Stærkt team vinder årets Cook Off

I forbindelse med Kantineprisen 2023 er vinderen af det nyeste tiltag, i form af en Cook Off på Sol over Gudhjem, nu fundet. Køkkenchef Stefan Hansen og team fra Gorrissen Federspiel løb med sejren til den præstigefyldte kokkekonkurrence.

Køkkenchef Stefan Hansen og team formåede at udarbejde en ret, hvor overskudsgrøntsager som svampe og glaskål og mejeriprodukter som havgus 12 og kefir var i centrum. Om vinderen fortalte dommerne:

- Det var et tæt løb, men grunden til at det er Stefan Hansen og Team, som vinder Cook Off, er grundet den gode smagsomsætning og den mættende ret. Retten var dejlig velbalanceret og hans brug af brødet var flot inkluderet i retten.

Nytænkning, præcision og planterige ingredienser var omdrejningspunktet hos alle de nominerede til Kantineprisen. Og det gjorde Stefan Hansen og teamet med den største respekt for råvarerne og med en kokkefaglighed i top. Den stolte køkkenchef og vinder af den store Cook Off satte selv ord på hæderen:

- Jeg er megastolt af mit team, og vi klarede det så godt, vi kunne. Nu er det tid til at nyde resten af Sol over Gudhjem med mit team og med resten af de nominerede, siger Stefan Hansen, der er køkkenchef hos Gorrissen Federspiel.

Dette bakkes op af Kristian Ploug Grut, jurymedlem og ansvarlig for Kantineprisen:

- Det har været et fremragende felt i år med en masse skarpe deltagere. Det har været imponerende at se de nominerede dyste i det her nye format Cook Off. Alle deltagerne arbejdede professionelt, hårdt og flot, og der hersker ingen tvivl om, at kantinekøkkener har en masse kompetencer at byde på i forhold til madlavning med økologiske råvarer, grøntsager og den gode smag, fortæller Kristian Ploug Grut, der er seniorkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.

Vinderholdet blev kåret af afdelingschef i Landbrug & Fødevarer, Mette Jasper Gammicchia. Præmien bestod af et håndgraveret fad og et års medlemskab af Kaffeklubben.

Holdet fra Gorrissen Federspiel kan nu se frem til Fødevaredagen den 19. september, hvor den endelige vinder af Kantineprisen 2023 bliver offentliggjort og hædret.

Læs også