Der er bred enighed om, at verden skal være fri af fossile brændstoffer. I den forbindelse bliver biogas en vigtigere og vigtigere energikilde.

- Der er stor fokus på, at energien skal komme fra sol og vind, men det er to energiformer, som har en meget ujævn produktion, fordi de er afhængige af vejret. Biogas, som også er en 100 procent grøn energiform, får derfor en afgørende rolle som backup-kilde, når der er vindstille og overskyet, siger økologichef i Agri Nord, Thomas Vang Jørgensen.

Han står i spidsen for en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Agri Nord og leverandørforeningen, der planlægger at bygge et nyt biogasanlæg ved Hobro Nord.

Og han er ikke i tvivl om, at biogas er vejen frem.

- Biogas erstatter nogle klimabelastende, fossile brændstoffer, vi ellers skulle grave op som kul fra Tyskland eller olie som pumpes op af jorden i Mellemøsten, siger han.

 

Grøn benzin til personbiler

Arbejdsgruppen håber, at fremtidens grønne energi skal produceres i Hobro.

Ikke mindst fordi det lokale videns- og erhvervscenter Hydrogen Valley i samarbejde med Aalborg Universitet udvikler en teknik, hvor overskydende CO2 fra biogasanlægget kan parres med brint.

Den kombination giver methanol, som benzinbiler kan køre på.

- Det er en win-win kombination at bruge biogassen til varme og el, og CO2’en til at lave brændstof til biler Det er C02-neutral produktion, siger Thomas Vang Jørgensen.

 

Lastbiler skal køre på biogas

Biogas får ligeledes en afgørende rolle indenfor den tunge transport.

- Der er fuldt tryk på udvikling af lastbiler, som kan køre på biogas. De kommer på vejene indenfor de næste fem år, og det er helt nødvendigt, hvis tung transport skal være grøn transport, siger Thomas Vang Jørgensen.

- Lastbiler, som kan køre på el, ligger flere år ude i fremtiden, for batterierne er stadig så tunge, at de stjæler størstedelen af lastkapaciteten, siger Thomas Vang Jørgensen.

Han ser en stor fremtid for biogassen, hvis det vedtages i EU, at alle lastbiler skal køre på biogas.

- Så får vi en kæmpe efterspørgsel, siger han.

Samtidig får landmændene mulighed for at køre endnu mere grønt, for der er også begyndt at komme traktorer på markedet, der drives af biogas.