Redaktørskifte hos LandbrugFyn

Camilla Bønløkke, der i ti år har arbejdet på redaktionen i Langeskov, afløser Erik Hansen. Efter 25 år som redaktør ønsker han at trappe lidt ned.

Nytårskiftet blev i år ekstra markant for LandbrugFyn, og hele mediehuset i Langeskov. Avisen har fået ny redaktør, og samtidig er der indledt et generationsskifte i L-Mediehus.

Efter 25 år som medejer og redaktør for LandbrugFyn overlader Erik Hansen (65) nu posten til Camilla Bønløkke (41), der i tæt ved ti år har været skrivende medarbejder i mediehuset.

Camilla Bønløkke er derfor allerede et kendt ansigt i fynsk landbrug og respekteret for sin store faglige indsigt. Hun er således uddannet agrarøkonom med speciale i svin. Men opvæksten var på en kvæggård på Tåsinge, hvor hun i dag har sin egen gård, hvor der indtil for få år siden var en svineproduktion. I dag drives den med planteavl, sammen med faderens ejendom, og hvor der også er plads til Camillas store hobby, heste og ridning.

Samtidig med redaktørjobbet fortsætter Camilla Bønløkke som svinefaglig skribent på Effektivt Landbrug.

Erik Hansen har lige fra starten i 1980 været med i redaktionen af LandbrugFyn. Sammen med kollegaen Per Jørgensen overtog han bladvirksomheden af stifteren Palle Ravn pr. 1. januar 1993. De to ejere har udviklet bladhuset til i dag at udgive dagbladet Effektivt Landbrug, fire ugeaviser og en række øvrige publikationer. Her ved 25-års jubilæet har de indledt generationsskifte med Per Jørgensens søn, Mikkel Kokholm Jørgensen (27) og mediehusets redaktionelle chef, Jacob Lund-Larsen (49).    

Læs også