I samarbejde med Kerteminde Kommune samt Dalby og Mesinge Vandværker har Naturstyrelsen erhvervet landbrugsjord på omkring 60 hektar til skovrejsning syd for Dalby på halvøen Hindsholm på det nordøstlige Fyn.
Det beretter Maskinbladet.
Kerteminde Kommune har en målsætning om at blive CO2-neutral i 2050. Og for at nå den målsætning er skovrejsning et vigtigt virkemiddel, mener kommunen.
- Vi har en ambition om, at skov- og naturarealet i kommunen frem mod 2050 skal øges med 1.200 hektar. Der skal derfor være langt mere skov i Kerteminde Kommune, end der er i dag. Så det her projekt, med cirka 60 hektar ny skov, er en rigtig god nyhed for vores fælles natur, klimaet og drikkevand. Området bliver offentligt tilgængeligt til glæde for vores borgere og turister, som om nogle år vil kunne nyde en smuk skov udvikle sig i det kuperede terræn på Hindsholm, siger Kerteminde Kommunes borgmester, Kasper Ejsing Olesen, til mediet.
Naturstyrelsen forvalter allerede natur på Hindsholm, blandt andet Fyns Hoved, men det er første gang, at man får skov i området.
Lego-familien køber landbrug på næsten 100 hektar for knap 14 millioner kroner