Hos Daka Denmark A/S har veterinær sikkerhed omkring danske dyrebesætninger stort fokus – det har givet virksomheden en førerposition på området.
Salmonella, fugleinfluenza, kogalskab og senest bluetongue. Blot nogle af de udfordringer, som danske landbrugsbesætninger har oplevet gennem tiden. Og det stiller krav til det veterinære arbejde og den indsats, det kræver omkring de danske dyrebesætninger.
Og det er samtidig et område, som virksomheden Daka Denmark A/S med hovedsæde i Hedensted, har som et af sine helt store fokusområder – det hele kombineret med hele paletten af udvikling og fremstilling af produkter baseret på biprodukter fra især landbruget i form af blandt andet døde dyr – eksempel fra sygdomsramte besætninger, rester og affald fra slagterier med videre.
Produkter, der anvendes bredt i flere brancher i form af blandt andet fodringsingredienser, gødningsprodukter og grøn energi.
- Vi giver naturens ressourcer tilbage. Alt bliver brugt til det, som det kan og må bruges til, fortæller Keld Winther Rasmussen, public affairs manager hos Daka Denmark A/S.
Veterinær sikkerhed
Hos Daka Denmark A/S har den veterinære sikkerhed et meget stort fokus – ikke mindst i forhold til landbruget:
- Mange glemmer måske lidt vigtigheden af veterinær sikkerhed. Derfor er vi vigtige for at beskytte landbruget, siger Christian Skov, kommunikationschef hos Daka Denmark A/S.
Alt, hvad Daka afhenter og modtager af materiale, inddeles i tre kategorier og behandles alt efter kategori på virksomhedens afdelinger, som der er i alt seks af i Danmark.
Sammen med yderligere tre afdelinger i Sverige er Daka Denmark A/S samtidig den nordiske del af Saria-gruppen, der med base i Tyskland er en international virksomhed, der fungerer som serviceleverandør til landbrugs- og fødevaresektoren i hele Europa.
Samme håndtering med bluetongue
Herhjemme foregår Dakas aktiviteter efter alle gældende danske regler, som Fødevarestyrelsen administrerer.
- Vi har et godt samarbejde med Fødevarestyrelsen og dens kontrollanter, fastslår Keld Winther Rasmussen.
Og det er samtidig regler og fremgangsmåder, der er indarbejdet solidt i arbejdsgangen og administrationen hos Daka Denmark A/S – ikke mindst i forbindelse med sygdomsramte besætninger, hvor senest bluetongue er kommet til.
- Det er med bluetongue, som andre dyresygdomme. Det er samme håndtering med kontrolfunktion i alle afdelinger, og hvor man ved afhentning af dyr fra syge bedrifter, lægger de afhentninger sidst på ruten, forklarer Keld Winther Rasmussen, der samtidig tilføjer, at samme beredskab vil være klar, når og hvis fremtidige sygdomme skulle ramme danske besætninger, hvor ikke mindst svinepest frygtes.
Vigtig bæredygtighed
Mens den veterinære sikkerhed fylder meget hos Daka Denmark A/S, har et andet område også stigende fokus – nemlig bæredygtighed.
Hos Daka har man fået lavet bæredygtighedsrapporter – blandt andet for at kunne fastslå, hvor bæredygtig og klimavenlig man er.
- Vi recirkulerer, vi bringer tilbage, men vi er også en tung energiforbruger, da det kræver høje temperaturer i forbindelse med forbrænding og varmebehandling, forklarer Keld Winther Rasmussen.
Han glæder sig dog over, at bæredygtighedsrapporterne viser, at mens Daka Denmark A/S med sin produktion er en stor udleder af CO2, opvejes det til fulde og mere til af, at Dakas produkter erstatter flere hundrede tusinde tons soja, palmeolie og fossilt brændstof i både produktions- og transportsektoren.
Respons fra landmændene
Det er ingen hemmelighed, at landbruget er afgørende for Daka Denmark A/S. Derfor er en stor prioritering hos virksomheden også løbende at lytte og følge op på de inputs, man får fra landmændene.
- Vi vil gerne tale om det positive samspil med landbruget og om, hvad vi kan gøre bedre, fortæller Christian Skov, der samtidig fremhæver en app for bedre service, der har forbedret den digitale service.
Også messer og andre arrangementer som eksempelvis Agromek i Herning og NutriFair i Fredericia, hvor man kan møde Dakas folk i næste uge, kan være oplagte muligheder at vejre stemningen hos landbruget – og hvor Daka Denmark A/S er at finde blandt de faste udstillere.
- Vi spurgte landmænd på Agromek om, hvad de syntes og vægtede i forhold til seks parametre, som vi leverer på, fortæller Christian Skov.
Parametrene handlede om forskellige ydelser, som Daka tilbyder i forbindelse med afhentning og håndtering af dyr.
Og hér var det ifølge Christian Skov ikke mindst den hurtige afhentning af dyr, der toppede listen – efterfulgt af velfungerende digital service, fleksibilitet i forhold til afhentningstidspunkter, konkurrencedygtige priser og landsdækkende service.