En uvildig advokatundersøgelse har frikendt DLG og formand Niels Dengsø Jensen i sagen om grovvarekoncernens investering i biogasselskabet BioCirc.

Det erfarer AgriWatch fra flere uafhængige kilder. Her konkluderes, at der ikke blev begået fejl internt i DLG, og at formand Niels Dengsø Jensen ikke handlede uretmæssigt.

Mediet erfarer, at bestyrelsen modtog rapporten onsdag, hvorefter medarbejderne på hovedkontoret Aksen blev informeret fredag. AgriWatch har ikke haft adgang til rapporten, og ingen fra DLG, herunder kommunikationsdirektør Mette Sehested eller Niels Dengsø Jensen, har ønsket at kommentere sagen.

Striden mellem DLG og BioCirc opstod omkring årsskiftet grundet uenighed om selskabet ledelse. Det førte til, at DLG trak sine to bestyrelsesmedlemmer i biogaskoncernen.

Siden 2023 har DLG også investeret samlet 504 millioner kroner i BioCirc, men Niels Dengsø Jensen ejede i forvejen anparter i koncernen, hvilket medførte kritik. Men nu har en advokatundersøgelse ifølge AgriWatch renset både DLG og Niels Dengsø Jensen.