Når der skal blandes foder er lige dele hastighed og nøjagtighed afgørende faktorer, og når det kommer til at tage ensilage ud af stakken, er det også helt afgørende, at udtagningen efterlader et rent snit og ikke løfter i materialet.

Det franske mærke Emily, som i Danmark importeres af Brørup Traktor- & Maskincenter, har et bud på et multiværktøj, som klarer alle fodermidler og tilmed leverer på samtlige parametre.

Emily rotorskovlen består af en volumenskovl med en påbygget rotorfræser, der sidder monteret i to forholdsvis lange arme. Det giver en stor åbning, når der for eksempel læsses halm, og mulighed for en stor arbejdshøjde, når der fræses majsensilage. Rotoren roterer bagud, så strå, løsvarer, ensilage og så videre havner præcist i skovlen, og foderspildet minimeres. Den store åbning er også praktisk under aflæsning.

Rotorskovlen fra Emily håndterer alle fodermidler på alle slags læssere.

Rotorskovlen fra Emily håndterer alle fodermidler på alle slags læssere.

- Den helt store fordel ved den nye Emily rotorskovl er naturligvis, at man kan anvende den til alle de fodermidler, der skal læsses i fuldfoderblanderen. Samtidigt skaber rotorfræseren et rent snit i ensilagestakken, så risikoen for varmedannelse mindskes, og endeligt vil blandetiden i fuldfoderblanderne ofte kunne reduceres, for ensilage og strå er delvist bearbejdet, inden det når fuldfoderblanderen, lyder det fra importøren.

Op til 2,9 kubikmeter

Emily rotorskovlen leveres i forskellige modeller fra 1,3 til 2,5 meters bredde og rotorer med diametre fra 393 til 467 millimeter. Den største model rummer hele 2,9 kubikmeter i skovlen.

De alsidige rotorskovle kan ifølge Brørup Traktor- & Maskincenter monteres på alle større minilæssere, skridstyrede minilæssere, hjullæssere, teleskoplæssere og frontlæssere. Det handler bare om at vælge det rigtige fæste.

Franske Emily er i Danmark mest kendt for de strømaskiner, Brørup Traktor- & Maskincenter med succes har solgt gennem mange år. Firmaet producerer imidlertid også en række andre redskaber til at gøre hverdagen på bedrifterne nemmere.