Ved landevejen uden for Bjergsted mellem Jyderup og Svebølle i Vestsjælland står en enkelt bod med skiltet »Bjergsted Græsæg«.

Herfra sælger 18-årige Bertram Berntsen hver dag alle de æg, hans omkring 450 høns lægger – i øjeblikket godt 300 om dagen. Og efterspørgslen er større end udbuddet.

- Kunderne kan se, at hønsene går på græs. Blommen er flot orange, i modsætning til æg fra supermarkedet som er bleggule, fortæller Bertram Berntsen, der både er ægproducent og landbrugselev.

For tre år siden begyndte han i det små med en trækvogn og 20 høns. I dag står tre mobile hønsehuse på marken ved boden – det nyeste fra producenten Overby Export Consulting med plads til op mod 280 høns af racen isa brown.

Om det mobile hønsehus

  • Model: Chicken Caravan Euro, 30 kvadratmeter

  • Kapacitet: Op til 280 konventionelle høns (og godkendt til økologiske høns)

  • Leverandør: Overby Export Consulting, Korsør

  • Indretning: Siddepinde, redekasser og æggebånd, der fører æggene ud til døren

  • Automatik: Luger åbnes og lukkes automatisk morgen og aften

  • Energikilde: Solceller på taget forsyner lys, hegn og automatik

Projekt med minimal daglig drift

Hverdagene er travle, da Bertram Berntsen er elev på Landbrugsskolen Sjælland i Høng og i praktik på et nærliggende gods. Derfor er effektiv drift et nøgleord.

- Hønsehuset skulle være en robust stålkonstruktion og til en god pris. Derfor valgte jeg det mobile hønsehus fra Overby, forklarer han og tilføjer:

- Og det er nemt at starte op med et mobilt hønsehus, da det ikke kræver byggetilladelse.

Husene er udstyret med automatik til at åbne og lukke lugerne, og strømmen kommer fra solceller på taget. Et æggebånd fører æggene til døren, så de kan samles op udefra, og store beholdere til foder og vand sikrer, at hønsene klarer sig i en uge uden daglig pasning.

Det er afgørende, da hønseholdet maksimalt må tage en time om dagen – også for Bertram Berntsens far, der driver egen virksomhed med hø og wrap og i hverdagen, hjælper med at holde driften kørende.

Gør det selv – og gør det billigt

Bertram Berntsen valgte den billigste grundmodel af hønsehuset – uden bund, men med redekasser. Resten har han selv bygget: bund, foder- og vandbeholdere og siddepinde af lægter fra det lokale byggemarked.

Automatikken har han også installeret selv.

Husene flyttes cirka hver anden uge, så hønsene får frisk græs. Indhegningen er nem at flytte, og for at beskytte dyrene har den 18-årige iværksætter spændt net over arealet.

Et marked i vækst

Tommy Overby fra Overby Export Consulting i Korsør, som har leveret det mobile hønsehus, ser en stigende interesse for frilandsproduktion.

- Der er generelt stor interesse for at starte eller udvide produktionen af frilandsæg med mobile hønsehuse, siger han og uddyber:

- Det er lige fra den helt billige løsning, som Bertram (Berntsen, red.) har købt, til komplette mobile hønsehuse, der leveres færdigindrettede og udstyret med al automatik som er med til at minimere arbejdsindsatsen.

Ifølge Tommy Overby bidrager de mobile løsninger ikke kun til fleksibel produktion, men også til biodiversitet og jordforbedring efter regenerative principper.

Lønsomhed og fremtid

Det nyeste hønsehus blev anskaffet i vinter, og med solide daglige salgstal ser regnestykket fornuftigt ud.

- Nu begynder det at blive sjovt. I løbet af 2025 regner jeg med, at investeringen i det nye mobile hønsehus er betalt – lidt hjulpet af indtægterne fra de andre vogne, siger Bertram Berntsen.

- Nu begynder det at blive sjovt. I løbet af 2025 regner jeg med, at investeringen i det nye mobile hønsehus er betalt.

Bertram Berntsen

Allerede nu overvejer den unge sjællænder at investere i endnu et mobilt hønsehus og eventuelt levere æg til restauranter.

Business