Dansk energiselskab vil opføre gigantisk energipark for 135 mia.
I Danmark falder flere projekter fra hinanden, men nu har energiselskabet GreenGo Energy rettet fokus mod Afrika, hvor man vil producere tonsvis af grønne brændstoffer. De første godkendelser er givet.

GreenGo Energy vil bygge en gigantisk energipark i Vestafrika. Arkivfoto: Tenna Bang
I Danmark bliver flere grønne energiprojekter bremset af høje omkostninger og usikre rammevilkår. Nu kigger det danske energiselskab GreenGo Energy i stedet mod Afrika, hvor man vil bygge en gigantisk energipark.
Det beretter Dagbladet Børsen.
Det danske energiselskab har udset sig det vestafrikanske land Mauretanien til at opføre energiparken Megaton Moon til 135 milliarder kroner. Energiparken skal producere fem millioner ton grøn brint og ammoniak årligt.
Anders Heine Jensen, direktør for power-to-x og havvind i GreenGo Energy, forklarer til mediet, at man i Afrika kan producere til den halv pris i forhold til Europa.
Han fremhæver ligeledes den vestafrikanske placering, der byder på ideelle forhold med sol om dagen og vind om natten, ligesom Mauretanien har adgang til en havn for eksport til Europa.
Projektet vil blive opført i faser, og første fase koster 13,5 milliarder kroner.
GreenGo Energy har tidligere haft planer om at bygge en af verdens største energiparker i Ringkøbing-Skjern Kommune, men det er blevet udskudt grundet manglende havvind og infrastruktur.