Efter knap 20 år: Emmelev-ejer sælger 2.350 hektar udenlandsk landbrug
Emmelev-ejer har dyrket landbrug i Letland siden 2006 sammen med sin partner, men nu er det solgt med god profit.

Emmelev-ejer har solgt 2.350 hektar landbrug i Letland. Arkivfoto
I snart 20 år har Emmelev-ejer Morten Simonsen og hans kompagnon Karsten Birkedal Jensen dyrket landbrug i Letland gennem selskabet Latvia Holding Aps, men nu er det 2.350 hektar store landbrug blevet solgt.
Det beretter AgriWatch.
Morten Simonsen bekræfter salget overfor mediet, da landbruget ikke længere hørte til selskabets primære forretning og ikke bidrog til Emmelev. Salget blev gennemført i 2024 og har givet et overskud på 77,6 millioner kroner i det selskab, der varetog landbruget i Letland. Regnskabet viser ligeledes et udbytte på 68 millioner kroner.
Morten Simonsen har overfor mediet ikke ønsket at fortælle, hvem der har købt landbruget.
Tilbage i slutningen af juni kom det frem, at Emmelev havde indsendt en foreløbig anmeldelse til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om overtagelse af fuld kontrol over den litauiske virksomhed UAB Agerona, og købet skal styrke den nordfynske virksomheds adgang til rasp og korn.