Efter historisk krise: Tysk grovvareselskab løfter driftsindtjening med 266 mio. i første kvartal
Den tyske grovvarekoncern har oplevet en stigning i driftsindtjeningen i første kvartal af 2025, som er 266 millioner kroner højere end samme periode sidste år.

Det tyske grovvareselskab BayWa havde et historisk svært 2024, men er kommet godt fra land i 2025. Fotos: BayWa
2025 er startet godt for det tyske grovvareselskab BayWa, der i første kvartal har præsenteret en driftsindtjening på 348 millioner kroner, hvilket er 266 millioner kroner bedre end samme periode i 2024, hvor driftsindtjeningen var 82 millioner kroner.
2024 var generelt et udfordrende år for BayWa, der grundet store nedskrivninger og presset økonomi i solcelleselskabet endte med et underskud på 12 milliarder kroner.
Grundet likviditetskrisen sidste sommer iværksatte BayWa omfattende omstruktureringsforanstaltninger og bestilte en ekstern omstruktureringsrapport om koncernens evne til at fortsætte.
- Sidste år oplevede BayWa den mest alvorlige krise i sin historie. Det betød, at en række nødvendige, hårde og modige beslutninger måtte træffes. Disse beslutninger viser dog allerede sin effekt, forklarer Frank Hiller, adm. direktør i BayWa, i en pressemeddelelse.
Økonomisk stabilitet
Som en del af sit vidtrækkende transformationskoncept offentliggjorde BayWa, der er Europas største grovvareselskab, i starten af december 2024, at man vil sælge aktiver og skære op til 1.300 af sine nuværende 8.000 fuldtidsstillinger inden 2027.
Det er fortsat planen, og direktøren slår fast, at man trods den positive start på 2025 er nødt til at holde fast i sin nuværende kurs.
- Nu skal vi fortsætte ad denne vej med beslutsomhed. Vores mål er fortsat at stabilisere BayWa økonomisk og føre det ind i en bæredygtig fremtid. De indledende resultater for 2025 er positive. Vi er overbeviste om, at vi vil være i stand til at genvinde vores kunders og leverandørers tillid til BayWa, lyder det fra Frank Hiller.
Transformationsplan følger planen
For BayWa bliver 2025 et år med fokus på stabilisering. Virksomhedens omstruktureringsplan bliver implementeret konsekvent, og de første fremskridt er allerede tydelige.
Michael Baur, omstruktureringsdirektør i Baywa, glæder sig over opbakningen fra kreditorerne.
- Takket være kreditorernes og de store aktionærers tillid til BayWas omstrukturering har vi været i stand til at implementere et finansieringskoncept, der vil sikre BayWas finansielle stabilitet indtil 2028. Implementeringen af vores transformationsplan forløber planmæssigt. Dette omfatter yderligere gældsreduktion, optimering af produktsortimenter og processer samt målrettede effektiviseringstiltag. Disse tiltag har en effekt og skaber den nødvendige tillid til organisationen til at fortsætte transformationsforløbet, siger han.

Michael Baur er omstruktureringsdirektør i BayWa.
Kapitalforhøjelse godkendt
Med et 2024 i bagagen, som kastede grovvareselskabet ud i en historisk krise, lader ledelsen i BayWa sig altså ikke rive med af en god start på 2025.
Indeværende regnskabsår bliver derfor et år med stabilisering, hvor omstruktureringsplanen implementeres konsekvent.
Man har justeret for omstruktureringsomkostningerne, som betyder, at EBITDA i de første tre måneder af 2025 udgjorde 46,6 millioner euro (347 millioner kroner) i modsætning til 11 millioner euro (81,9 millioner kroner) året før. Resultatet skyldes omkostningseffektiviseringer og marginforbedringer, der oversteg ledelsens forventninger.
Derudover har man gennemført den første del af den annoncerede kapitalforhøjelse på 125 millioner euro (931 millioner kroner) og koncernens finansiering vil blive yderligere styrket frem til 2028.