Træder af efter ni år i koncernen: DLG udskifter finansdirektør
Efter ni år i DLG-koncernen og fire som Group CFO træder Christina Nielsen tilbage. Hun overlader posten til Arla-profil Morten Riber Pryds, der tiltræder 1. november.

Christina Nielsen træder tilbage fra rollen som finansdirektør i DLG for at tiltræde en ny rolle tættere på sit hjem og familie på Sjælland. Fotos: DLG
DLG Group skal have ny finansdirektør, da Christina Nielsen fratræder sin stilling som Group CFO i midten af september efter eget ønske for at tiltræde en ny rolle tættere på sit hjem og sin familie på Sjælland.
- Jeg respekterer og forstår fuldt ud hendes beslutning om at påtage sig en ny rolle, der gør hende i stand til at være tættere på sin familie i hverdagen, og jeg ønsker hende alt det bedste i hendes nye job, siger adm. direktør i DLG, Peter Giørtz-Carlsen i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Jeg vil gerne takke Christina for det store bidrag til DLG gennem årene og især for den støtte, hun har ydet i løbet af mit første halve år. Hendes arbejdsmoral, dybe kendskab til DLG og den værdifulde sparring, hun har givet mig, har været en stor støtte i min onboarding.
Christina Nielsen har været en central figur i DLG Group siden 2015 og indtog posten som finansdirektør i 2021. Hun har blandt andet spillet en vigtig rolle i koncernens seneste strategiske transformation, herunder lanceringen af ReGen-programmet.
Ny profil fra Arla
Den 1. november overtager Morten Riber Pryds posten som Group CFO. Han kommer fra en central lederstilling i Arla Foods, hvor han har arbejdet siden 2011 – senest som Head of Performance Management.
- Jeg er meget glad for at kunne byde Morten Riber Pryds velkommen som vores nye CFO. Han er yderst fagligt dygtig og en kompetent leder, som både har stor erfaring med at drive transformation, men også forstår, hvordan man opbygger en stærk økonomifunktion og en god kultur, siger Peter Giørtz-Carlsen.
Han fremhæver samtidig, at Morten Riber Pryds har en dyb forståelse for andelsstrukturer, hvilket er et vigtigt element i DLG’s ejerkreds og forretningsmodel.

Morten Riber Pryds, ny Group CFO i DLG Group pr. 1. november 2025.
Klar til at præge DLG’s fremtidige retning
Morten Riber Pryds siger selv om skiftet:
- Der er virkelig momentum omkring den rejse, DLG Group er på lige nu. At blive en del af en virksomhed, der gennemgår en så markant transformation, og at have mulighed for at være med til at forme dens fremtidige retning, er en sjælden og spændende udfordring, som jeg finder meget motiverende.
Han bliver en del af koncernledelsen og får ansvar for et styrket globalt team inden for Finance, Legal & M&A.
Ledelsen i DLG ser skiftet som starten på et nyt kapitel med en finansdirektør hentet fra en af landets største fødevarekoncerner.