Verdensarvslisten løfter besøgstal på danske ringborge
Efter Fyrkat, Aggersborg og Trelleborg kom på Unescos Verdensarvsliste, er over halvdelen af de besøgende nu fra udlandet. Museerne oplever stigende efterspørgsel på engelske rundvisninger og et generelt løft i international interesse, skriver DR.

Sidste år besøgte lidt over 30.000 gæster, bestående af 58 nationaliteter, Fyrkat. Foto: Colourbox
To år efter at Fyrkat og fire andre danske ringborge kom på Unescos Verdensarvsliste, er udenlandske turister nu i overtal på de historiske steder. På Fyrkat ved Hobro kommer mere end halvdelen af gæsterne i dag fra udlandet, skriver DR.
- Det er fantastisk. Det gælder om hele tiden at lave oplevelsen bedre og tiltrække gæster. Specielt i år har vi kunnet mærke, at verdensarvslistenomineringen er blevet hørt ude i verden, siger museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørback til mediet, og tilføjer, at udviklingen er den samme på Aggersborg.
Han fremhæver, at der mangler lokaliteter i Danmark, som kan tiltrække internationale gæster, men at ringborgene udfylder den rolle.
58 nationaliteter
Sidste år besøgte lidt over 30.000 gæster, bestående af 58 nationaliteter, Fyrkat.
Museet forventer højere tal i år.
Ifølge Lars Christian Nørback er optagelsen på verdensarvslisten afgørende for interessen fra blandt andet Frankrig, Tyskland og Belgien.
Også på Trelleborg ved Slagelse udgør udenlandske gæster over halvdelen af de besøgende.
Museumschef Anne-Christine Frank Larsen fortæller, at der nu er større efterspørgsel på engelske rundvisninger.
Siden optagelsen på listen har museet indført muligheden for at møde en viking, spillet af en rundviser i vikingetøj, som tager gæsterne tilbage til Harald Blåtands tid.
Specielt i år har vi kunnet mærke, at verdensarvslistenomineringen er blevet hørt ude i verden.
Lars Christian Nørback, museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum

Også på Trelleborg ved Slagelse udgør udenlandske gæster over halvdelen af de besøgende. Foto: Colourbox