Omsætningen faldt med 28 millioner kroner, EBITDA faldt med 11 millioner kroner, EBIT faldt med 13 millioner kroner og resultatet før skat faldt med 12 millioner kroner sammenlignet med samme periode året før.

Det er kendsgerningen for det danske udlandslandbrug FirstFarms A/S, der har præsenteret sit halvårsregnskab for 2025-regnskabet, som dog fortsat er i plus.

Omsætningen i første halvår er på 192 millioner, EBITDA er på 54 millioner, EBIT på 22 millioner, mens resultatet før skat er på 7 millioner kroner.

Faldet i samtlige nøgletal skyldes primært tab relateret til et udbrud af mund- og klovesyge på koncernens farm i Plavecky Stvrtok i Slovakiet i foråret.

Udbrud har fortsat betydning

I forbindelse med halvårsregnskabet understreger FirstFarms, at udbruddet af mund- og klovesyge vil påvirke den slovakiske drift i resten af 2025 og i 2026.

Byggeriet af et mejeri i tilknytning til mælkeproduktionen i Plavecky Stvrtok er blevet indstillet midlertidigt som en direkte konsekvens af udbruddet af mund- og klovesyge på farmen, men hos ledelsen forventer man, at byggeriet bliver genoptaget i andet halvår af 2025.

I slutningen af marts 2025 fik FirstFarms konstateret mund- og klovesyge på bedriften i Plavecky Stvrtok i Slovakiet, hvilket har påvirket halvårsregnskabet. Arkivfoto

I slutningen af marts 2025 fik FirstFarms konstateret mund- og klovesyge på bedriften i Plavecky Stvrtok i Slovakiet, hvilket har påvirket halvårsregnskabet. Arkivfoto

Flere faktorer

De faldende nøgletal skyldes imidlertid ikke kun udbrud af mund- og klovesyge. Resultatet er også påvirket af, at priserne i griseproduktionen ikke levede op til det budgetterede samt en mindre effekt fra værdireguleringer på grisene.

Værdireguleringen af de biologiske aktiver blev således reduceret med 1 million i første halvår af 2025 sammenlignet med første halvår af 2024.

Trods den store modvind i første halvdel af 2025 er ledelsen tilfreds med, hvordan tallene ser ud.

- Vi har været igennem en af de mest udfordrende perioder i virksomhedens levetid. Set i det lys er vi tilfredse med halvårsresultatet, siger Michael Hyldgaard, den ene af FirstFarms’ to adm. direktører, i en pressemeddelelse, og fortsætter:

- Vores stærke økonomiske fundament betyder, at vi har kunnet fortsætte udviklingen af FirstFarms og fortsætte vores store anlægsarbejder – en siloudvidelse og en udvidelse af vores vandingsanlæg – begge i Rumænien.

Genstart af bedrift

De slovakiske myndigheder bekræftede den 30. marts 2025, at FirstFarms havde et udbrud af mund- og klovesyge. Det medførte, at 3.521 dyr på ejendommen blev aflivet, og et omfattende rengørings-, desinfektions-, klargørings- og logistiskarbejde begyndte.

Dette er nu færdiggjort, og de slovakiske myndigheder har ligeledes gennemført to obligatoriske afsluttende desinfektioner i august, som betyder, at FirstFarms kan indsætte 40 testkøer på farmen. Disse bliver efter tre uger testet for mund- og klovesyge, og går de fri, bliver farmen frigjort.

FirstFarms har derfor en forventning om at kunne indsætte de første malkekøer og genoptage mælkeproduktionen i Plavecky Stvrtok i løbet af Q4, ligesom man forventer at have genetableret den fulde besætning allerede i 2026, som er et år før først forventet.

- Vi forventer, at en fuld genetablering af besætningen kan ske relativt hurtigt, da arbejdet med at tilvejebringe en ny besætning går hurtigere end forventet. Samtidig har medarbejderne ydet en ekstraordinær indsats de seneste måneder, og samarbejdet med de slovakiske myndigheder har været godt, siger Søren Bredvig, den anden af de to adm. direktører i FirstFarms.

Opjusterede forventninger

Som en konsekvens af udbruddet af mund- og klovesyge nedjusterede FirstFarms den 31. marts forventningerne til årets resultat med 45 millioner kroner.

I juli fik koncernen dog mulighed for at søge regionalt tilskud til investeringer i dyr og til dækning af andre omkostninger i relation til udbruddet.

Her forventer ledelsen, at man kan få et tilskud på 40-55 millioner kroner, hvoraf de 10 millioner i givet fald vil have resultateffekt i 2025. Derfor har FirstFarms den 11. juli opjusteret forventningerne til årets resultat, så man forventer et EBITDA på 85-125 million kroner og et EBIT på 15-55 millioner kroner.

FirstFarms’ primære fokus er den fulde genetablering af mælkeproduktionen samt på til stadighed at drive den øvrige produktion mere effektiv, produktiv, cirkulær og mere bæredygtigt.

RegnskaberBusiness