Spiseklare fødevarer som fiskefrikadeller, røget laks og rullepølse er faste indslag på mange middagsborde. Men de er også blandt de mest hyppige kilder til listeriainfektion, en sygdom der især rammer ældre og immunsvækkede.

Ifølge den nyeste zoonoserapport, som DTU Fødevareinstituttet har udarbejdet sammen med Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut, er antallet af infektioner steget markant i EU de seneste 15 år.

Danmark ligger fortsat over EU-gennemsnittet med omkring én smittet pr. 100.000 borgere årligt. På baggrund af udviklingen har EU-Kommissionen nu besluttet at skærpe kravene til producenterne af spiseklare fødevarer. Fra 1. juli 2026 bliver der indført nultolerance over for listeria.

- De ændrede EU-regler medfører en nultolerance for listeria i fødevarer. Det betyder, at der vil være krav om fravær af »listeria monocytogenes« i hele holdbarhedsperioden, medmindre producenten kan dokumentere, at listeria ikke kan vokse til et sundhedsskadeligt niveau. Både virksomheder og myndigheder får således bedre redskaber til at forhindre fremtidige udbrud, siger sektionsleder Sørine Quaade Møller fra Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Sporing med genteknologi

Rapporten viser, at fiskefrikadeller og røget laks går igen som smittekilder i perioden 2022–2024. Ved hjælp af kortlægning af hele det genetiske materiale kan forskere spore bakterien fra patienterne direkte tilbage til specifikke produkter.

- Ved hjælp af kortlægning af hele det genetiske materiale kan man spore listeriabakterien fra patienterne direkte tilbage til specifikke produkter, siger afsnitsleder Susanne Schjørring fra Statens Serum Institut.

Om listeria

  • Listeriainfektion skyldes bakterien »listeria monocytogenes«, som findes naturligt i miljøet og derfor også i mange rå eller let forarbejdede fødevarer. De fleste mennesker smittes på et tidspunkt i livet, men bliver ikke syge, fordi immunforsvaret klarer infektionen
  • Sygdommen rammer især personer med nedsat immunforsvar og gravide, hvor den kan føre til blodforgiftning eller meningitis. For gravide kan infektionen desuden være farlig for det ufødte barn
  • I Danmark ses normalt omkring 50 tilfælde om året, men i 2009, 2014 og 2022 blev der registreret op til 90–100 tilfælde. Listeriainfektion er en alvorlig sygdom med en dødelighed på cirka 25 procent

Langvarige udbrud afsløret

I 2024 blev to langvarige udbrud opklaret, begge med listeria i fiskeprodukter fra samme virksomhed. Den ene bakteriestamme blev første gang fundet hos virksomheden for syv år siden.

- Det faktum, at listeriaudbrud gentagne gange kan spores tilbage til de samme virksomheder, betyder, at der er behov for bedre styring af listerias muligheder for vækst i produkterne, siger professor Lisbeth Truelstrup Hansen fra DTU Fødevareinstituttet.

Hun understreger, at forebyggelse kræver mere end blot god hygiejne – blandt andet gennem konservering, nedsættelse af holdbarhedsperioden eller opbevaringstemperatur.

Håb om bedre forebyggelse

DTU Fødevareinstituttet arbejder løbende på nye metoder til at hæmme bakterievækst, og forventningen er, at de nye EU-krav vil give et markant løft til indsatsen.

- Vi ser en vedvarende forekomst af listeria i visse fødevarer, og det er afgørende, at producenterne og resten af fødevareforsyningskæden tager ansvar. Vi håber, at de nye regler vil styrke både forebyggelse og behandling, siger Lisbeth Truelstrup Hansen.

Business