Chromologics rejser 52 mio. til lancering af ny rød fødevarefarve
Eifo har sammen med Novo Holdings, Döhler Ventures, Collateral Good Ventures og Synergetic investeret i Chromologics, der fremstiller effektive, naturlige og bæredygtige farver til fødevarer.

Natu.Red kan bruges i mange slag fødevarer, bl.a. i konfekture og konditorkager. Foto: Eifo
Det danske biotekfirma Chromologics har rejst 52 millioner kroner fra blandt andet Novo Holdings, Eifo og Döhler Ventures til de sidste godkendelser af sin nye naturlige fødevarefarve Natu.Red.
Chromologics udvikler fermenteringsbaserede farver, der både er stabile og bæredygtige, og som skal imødekomme den stigende globale efterspørgsel efter naturlige alternativer til syntetiske farvestoffer.
Den nye kapital skal være med til at sikre godkendelse i både EU og USA, ligesom man vil opskalere sin produktion gennem en CMO-partner.
- Med udviklingen af Natu.Red har vi demonstreret omkostningseffektivitet, skalerbarhed, og markedspotentiale for Natu.Red, som nu skal på markedet, siger Gerit Tolborg, adm. direktør i Chromologics.
Chromologics er en spin-out fra DTU, som oplever stigende interesse fra fødevareproducenter og forventer at kunne lancere produktet i takt med skærpede regler for syntetiske farver og øget fokus på bæredygtighed.
Chromologics har samlet set rejs knap 150 millioner kroner til sin nye naturlige fødevarefarve.






































