Zelected Foods, den fynske familieejede fødevarevirksomhed, melder sig ind i Fuldkornspartnerskabet med ambitionen om at udvide sortimentet af fuldkornsprodukter og styrke danskernes kostvaner.

Virksomheden, der siden 2004 har udviklet sig fra salg af krydderier og olier til også at omfatte brødblandinger, bælgfrugter, måltidskasser og pasta, har reformuleret en række eksisterende varer, så de nu lever op til fuldkornslogoets krav. Samtidig er nye produkter under udvikling.

- Vi ønsker at være med til at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Vi har dels reformuleret eksisterende produkter, som nu lever op til fuldkornslogoets kriterier og nye produkter er på vej. Vi ser frem til at blive en del af Fuldkornspartnerskabet og opleve styrken i, at vi er mange, der trækker i den samme retning, siger Søren Lehmann, Research & Development Manager fra Zelected Foods i en pressemeddelelse.

Medlemskabet indebærer, at virksomheden udvikler og markedsfører produkter med fuldkornslogoet samt deltager i fælles kampagner med blandt andre Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og DI Fødevarer.

- Vi er glade for at byde Zelected Foods velkommen i partnerskabet. Jo flere aktører der går sammen om at gøre fuldkorn til en naturlig del af danskernes kost, desto større effekt får vi. Zelected Foods har et spændende og bredt sortiment, og er kendt for deres smagfulde produkter. Vi ser frem til samarbejdet og deres værdifulde input til fremtidige aktiviteter, siger Rikke Iben Neess, kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet.

Business