Rådgivningsvirksomheden Sagro leverer et resultat på 20,2 millioner kroner for 2025. Resultatet ligger et stykke over det budgetterede og er skabt på baggrund af vækst i flere forretningsområder samt en generel udvikling i landbrugets struktur.

Ifølge adm. direktør, Torben Jensen, har året været præget af fremgang på tværs af organisationen – både i form af nye kunder og eksisterende kunder, der efterspørger flere rådgivningsydelser.

- Vi har haft en fin vækst over det meste af linjen - og specielt på områder, hvor vi har oparbejdet en unik og skarp ekspertise. Områder som selskabsrådgivning er vokset betydeligt, og her har vi kunder, der kommer fra hele landet, forklarer han i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Vi vokser også betydeligt på områder hvor vi gør livet lettere for kunderne, som f.eks. FarmSupport. Her rydder vi kundernes skriveborde for indberetninger, APV, jobopslag, rekruttering, løn, tidsstyring, og alt mulig andet, der tager tid fra landmanden.

Yderligere har Sagro oplevet vækst i området, som handler om natur, biodiversitet og grøn trepart.

Adm. direktør i Sagro, Torben Jensen. Foto: Sagro

Adm. direktør i Sagro, Torben Jensen. Foto: Sagro

Misser 8,6 millioner

Resultatet kunne imidlertid have været betydeligt større. Ifølge virksomheden ville bundlinjen have været næsten 8,6 millioner kroner højere, hvis ikke man havde valgt at kreditere kunderne for udgifterne til det omfattende anti-hvidvaskarbejde, som lovgivningen pålægger branchen.

Bestyrelsesformand H.C. Gæmelke fremhæver beslutningen som et bevidst valg om at sende regningen videre til selskabet i stedet for kunderne.

- Der er, os bekendt, ikke andre i vores branche eller revisionsbranchen, som har valgt at æde den omkostning. Derudover har vi også besluttet, at Sagro betaler de tre kroner per hektar, som Landbrug & Fødevarer, plantesektoren opkræver til innovation. Sidstnævnte er betydelige beløb for den enkelte landmand. Den omkostning er der heller ikke andre, der har valgt at tage for deres kunder, fortæller H.C. Gæmelke.

Han fremhæver samtidig, at overskuddet i sidste ende skal komme både kunder og ejerforeninger til gode, og at det er vigtigt for at kunne fortsætte det politiske arbejde, mens man kan holde meget lavt foreningskontingent.

Datterselskaber bidrager til fremgangen

Ifølge Torben Jensen har flere af Sagros datterselskaber også bidraget til det samlede resultat.

Sagro Finans & Formue forvalter nu omkring en milliard kroner og leverer ifølge direktøren konkurrencedygtige afkast i forhold til markedet.

Samtidig peger han på Jysk IT som en væsentlig bidragyder til bundlinjen.

- Vi ser også, at Jysk IT har leveret rigtig fint på bundlinjen, og det er et sted, hvor vi leverer IT-services til hele landet og en bred vifte af brancher, siger Torben Jensen og fortsætter:

- Det er også værd at bemærke LandboGruppen Jysk og Syd, som har solgt ikke mindre end 283 ejendomme alene i 2025. Det er naturligvis et udtryk for en voldsom strukturudvikling – men det er altså også et tegn på, at vi har fået os positioneret som landets førende på salg af landbrugsejendomme.

En del af overskuddet skal nu investeres i at effektivisere arbejdsgange i både Sagro og datterselskaberne, forklarer direktøren.

RegnskaberBusiness